preload loader
OM sitet

16. januar 2008 åbnede vi for DRs store arkiv her på Bonanza. Her kan du se lidt af det bedste - og værste af det, der er blevet produceret i årenes løb.

De næste 12 uger lod vi jer brugere bestemme, hvad der først skulle findes frem i arkivet og støves af. På den måde valgte I, hvad der skulle findes og digitaliseres først og var med til at kåre de 100 mest populære programmer fra DRs arkiv. For overblikkets skyld blev der fastlagt ti forskellige kategorier blandt i alt 1000 programmer - 100 udsendelser i hver. De 1000 programmer er udvalgt på baggrund af seerønsker, og nu skulle der så stemmes om, hvilke 100 programmer der blev lagt ud på dr.dk/bonanza først.
Kategorierne spredte sig bredt - lige fra underholdning, drama, musikprogrammer til begivenheder, historiske udsendelser til den sidste kategori som hed DR Øjeblikke. Med skønne - eller mindre skønne gensyn med ”bøffer” og uforglemmelige øjeblikke.
Kort efter en afstemningsrunde, som varede en uge, blev de hele udsendelser lagt ud til fri afbenyttelse her på Bonanza. Og her bliver de - de forsvinder ikke igen.

I september lancerede vi vores nye Bonanza Player, som også kunne afspille radioudsendelser. Og inden for ganske kort tid, blev der udgivet hundredvis af gamle radioprogrammer - de ældste var helt tilbage fra radioens ungdom i 1920’erne.

Siden den sidste afstemningsrunde sluttede, blev vi stadig bestormet med mails med ønsker om gensyn med mange programmer, og på baggrund af disse fremtryllede vi 4 julepakker med seriegaver, julekalenderpakker og hadegaver i december måned. Så kunne det endelig blive jul - også på Bonanza.

Hvis du har et spørgsmål kan du sikkert finde svaret i vores FAQ. Du er også meget velkommen til at deltage i bloggen.

Kulturarvsprojekt

Bonanza er blevet til i samarbejde med, og en del af DRs Kulturarvsprojekt.
DRs Kulturarvsprojekt har som fokus, at sikre DRs programarkiver gennem digitalisering, samt at øge anvendelsen af arkivernes indhold.

Desuden bygger dr.dk/bonanza på en rettighedsaftale som DR har indgået med en lang række rettighedshavere samlet i COPY-DAN.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Bonanza

© Copyright DR 2017. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.