Tre opskrifter til sommerhuset
Chokolade-rugbrødskage med friske bær, hjemmelavet solbærlikør og stikkelsbærgrød. Få tre skønne opskrifter med bær, du selv kan plukke, fra den nye kogebog 'Sommerhuskogebogen' af Dorthe Studsgarth.
SOMMERHUSDESSERT
Her er en ny dessert, der består af en slags kage med friske bær og flødeskum. Men kagen skal ikke i ovnen, men i køleskab og og så er der rugbrød i kagen.
4 pers.
Chokolade/rugbrødsskåle
150 g kogechokolade
2 spsk sukker
200 g rugbrød - ikke for friskt og uden for store kerner
Fyld:
250 g friske bær - gerne flere slags
eller 250 g rabarber + 3 spsk sukker
Creme:
1 dl piskefløde
evt. 1 tsk sukker
Udstyr:
4 små skåle med lodrette sider (ramekiner) eller kaffekopper
husholdningsfilm
Gør 4 små porcelænsskåle eller kaffekopper klar ved at lægge et stykke husholdningsfilm i dem hver - det skal hænge lidt ud over kanten.
Riv rugbrødet fint på rivejern og bland med sukker på en tør kold pande. Varm panden og rist brødet over mellemvarme et kort øjeblik. Skru ned til laveste varme og rist og vend rugbrødet i 5 -10 minutter til det er tørt og sprødt. Stil til side.
Bræk chokoladen i mindre stykker og læg det i en gryde sammen med 1 spsk vand eller stærk kaffe og tænd for varmen på laveste trin. Lad chokoladen smelte uden omrøring. Bland med rugbrødet og fordel i skålene med en kniv dyppet i vand. Sørg for at der kommer en kant, så der danner sig en skål. Sæt skålene i køleskabet i mindst 30 minutter.
Hvis man bruger bær, rengøres de imens. Hvis man bruger rabarber skæres de i små stykker, der blandes med sukker på et stort stykke stanniol, der pakkes om dem og bages i en 200 grader varm ovn i 20 minutter. Lad rabarberkompotten køle godt af.
Lige før servering piskes fløden.
Formene tages ud af køleskabet og med en smørekniv køres der rundt bag husholdningsfilmen for at løsne formene, derefter er de lige til at løfte ud.
Fjern filmen og sæt på tallerkener.
Læg flødeskum i dem alle og pynt med bær eller rabarberkompot.
Servér straks, da saften ellers løber igennem.
CASSIS /SOLBÆRLIKØR
Cassis er en slags fransk Ribena for voksne, består nemlig af solbærsaft med alkohol. Den serveres blandet 1:8 eller efter smag med kold hvidvin eller champagne (Kir og Kir Royal) med æblejuice, på is eller pandekager eller som likør til kaffen eller desserten. Den skal trække mindst en uge, før den kan drikkes.
¾ kg solbær
¾ liter vodka eller snaps uden smag
1 stang kanel
evt. 100 gram hindbær
evt. 10 solbærblade
500 gram sukker
2 ½ dl vand
Udstyr:
En 3 liters glasbeholder
Skyl solbærrene og lad dem tørre på køkkenrulle. Rib dem med en gaffel og læg dem i beholderen sammen med kanelstang + eventuelt blade og hindbær. Hæld spiritus over. Giv bærrene et par slag med en grydeske, så nogle af dem brister.
Stil gerne glasset eller flasken et sted, hvor solens stråler kommer, fx i en vindueskarm. Lad den helst stå i 3 uger. Man kan godt nøjes med at lade bærrene trække i en uge, men smagen får større intensitet efter et par uger.
Kog vand med sukker, til det er opløst og lad det køle af.
Si bærrene fra saften i beholderen og bland væsken med sukkervandet. Smag på det, tilsæt mere sukker, hvis det ikke er sødt nok. Sandsynligvis er det sødt nok, hvis der er hindbær i blandingen.
Hæld på rene, skoldede flasker og brug nu eller siden, likøren holder sig nemt til næste sommer.
GOOSEBERRY FOOL/STIKKELSBÆRFJOLS
Stikkelsbær har en meget pikant smag af sødt og surt og så er farven noget noget helt for sig. Denne ret minder lidt om stikkelsbærgrød med fløde - bare bedre.
500 g grønne, umodne stikkelsbær
½ dl vand
1 kanelstang
125 g sukker
1 ½ dl piskefløde
Skyl stikkelsbærrerne - det er ikke nødvendigt at nippe dem - og læg dem i en gryde sammen med kanelstang, sukker og vand. Kog under låg til de er møre og brister, cirka 15 - 25 minutter. Purer dem igennem en sigte og lad dem køle helt af.
Pisk fløden og bland den forsigtigt i pureen. Tilsæt evt. mere sukker, hvis foolen er for sur.
Server iskold - sæt den gerne i fryseren 15 minutter inden den skal spises. Smager faktisk også godt, hvis den har stået i fryseren i et par timer og er blevet grynet - men den må ikke blive til en isblok.