Mark og Anders samlede 178.000 kroner ind
Aftenshowet har i denne uge udfordret kendte danskere til at samle penge ind til Danmarks Indsamling. I aftes blev det dog personligt, da Aftenshowets Mark Stokholm udfordrede Natholdets Anders Breinholt. Nu skulle der gives igen for alle de gange, Anders Breinholt havde gjort grin med Mark Stokholm i sit satireprogram på TV 2.
Inden Aftenshowets udsendelse gik i luften havde Mark Stokholm allerede ihærdigt indsamlet 56.700 kroner, mens Anders Breinholt havde indsamlet 6.200 kroner i sin indsamlingskasse og på sin internetindsamling. Men intet var afgjort før Aftenshowets seere havde doneret penge.
Sms lige på og næsten
Selvom Anders Breinholt startede lavt, så kom han utroligt godt igen i løbet af Aftenshowets udsendelse. Faktisk lykkedes det ham at samle over 75.000 kroner ind i løbet af Aftenshowet i aften, mens Mark Stokholm samlede knap 40.000 ind i løbet af udsendelsen.
Samlet lykkedes det Anders Breinholt og Mark Stokholm at indsamle 178.000 kroner, der går videre til Danmarks Indsamling.
Samlet betyder det, at Aftenshowet nu har indsamlet over 825.000 kroner til Danmarks Indsamling indtil videre.
Tak til alle seerne for de flotte donationer!
Præmie
Da Aftenshowet startede sin udsendelse kl. 19.04, var der en ganske særlig præmie til en af de danskere, der donerede til Danmarks Indsamling på sms. Vinderen kunne nemlig glæde sig til en intim koncert med danske Shaka Loveless, der var den mest streamede og mest downloadede kunstner i 2012. I løbet af udsendelsen lagde Mark Stokholm dog trumf på og udloddede derudover to billeder og en meet and greet med Rasmus Seebach.
Vinderne af de to præmier blev:
Hovedpræmien – en intimkoncert med Shaka Loveless – blev vundet af Ellen i Kgs. Lyngby. Hun kan også glæde til en Natholdet-kop doneret af Anders Breinholt.
Bonuspræmien - to billetter og en meet and greet med Rasmus Seebach – blev vundet af Vagn i Hundested.
Vinderne vil blive kontaktet i løbet af torsdagen.
Torsdag
I morgen kæmper reality-stjernen Linse Kessler mod tv-vært Camilla Ottesen – blondinen mod brunetten. Det bliver helt klart en oplevelse, der er værd at se. Vi udlodder en helt unik præmie: Den buksedragt som sangerinden Medina bar under Danmarks Indsamling 2012. Vi trækker lod blandt alle sms-donationer indsendt torsdag d. 7. februar.