Aftenshowet torsdag d. 24. januar
Kørekort til familielivet
Da Linda og Frederik ventede barn, kom de på kursus i familieliv. Det gør man nemlig i Holstebro. Initiativet giver gladere børn, bedre forældre og så kan kommunerne endda spare en helt masse penge på ordningen. Hør succeshistorien i aften.
Martin Brygmann
I morgen fylder musiker og skuespiller Martin Brygmann 50 år. Hør, hvorfor han synes, det er dejligt at blive ældre og se med, når Aftenshowet overrasker fødselaren.
Børn i filmbranchen
Om en måned kan årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle risikere at gå til en pige på kun ni år. Men er det i orden at eksponere børn så voldsomt? Nej, mener filmekspert Søren Høy. Hør også hvad de tidligere danske børnestjerner fra filmene: Gummi-Tarzan, Busters Verden og Nana mener.
VM-heltenes søskende
Hele Danmarks håndboldhold rider lige nu på en bølge af succes ved VM i Spanien. Men hvordan er heltene udenfor banen og hvordan har det været at vokse op med Nøddesbo, Søndergaard, Markussen og Hansen? Mød håndboldspillernes søstre og brødre.
Se med på DR1 klokken 19.04, når aftenens værter, Sisse Fisker og Kristian Porsgaard Rosasco, byder velkommen indenfor i Aftenshowets studie på Islands Brygge i København.