Aftenshowet tirsdag d. 5. februar
Lever med trusler
I dag blev islamdebattøren Lars Hedegaard forsøgt likvideret i sit hjem på Frederiksberg. Vi har alle hørt om dødstruslerne mod tegner Kurt Vestergaard, politiker Pia Kjærsgaard og radiovært Naser Khader. Men hvordan er det at være tæt på et liv med trusler som pårørende? Mød Henrik Thorup og Devrim Üglü, ægtefæller til Pia Kjærsgaard og Özlem Cekic i aften.
Hundelov skræmmer turister væk
Danmark har fået ry for at være et hundehader-land. Historien om schæferhunden Thor, som skal aflives, fordi den har bidt en anden hund, er nået til Tyskland, Østrig, Storbritannien, Sverige og Norge. Over 100 henvendelser fra bekymrede tyske turister er landet hos Ferieudlejernes Brancheforening, fordi muskelhunde er upopulære i Danmark, og nu er tyskerne bange for at tage deres boxer eller amstaff med på ferie i Danmark. Men hvorfor er det netop danske hundehistorier, der giver genlyd i andre lande? Vi ser på situationen i aften.
Johanne mod Joachim
Det er rød blok mod blå blok i aften, når Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kæmper om at få flest penge i kassen til Danmarks Indsamling. I går samlede Aftenshowet næsten 300.000 kroner ind. Hvor meget kommer ind i aften? Anders Lund Madsen har fundet en spændende præmie til en af de seere, der donerer penge med sms i aften.
Er sne, ski og Alperne nu ikke nok?
Markedet for udstyr til skiferien boomer. Vi ser på noget af det vildeste udstyr i aften.
Aftenshowet sender kl. 19.04 direkte fra vores hyggelige studie på Islands Brygge. Dagens værter er Maria Yde og Mark Stokholm.