preload loader

Ihærdighed er nøglen til vægttab

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der er den vigtigste faktor for at få succes med f.eks. at tabe sig eller i det hele taget at ændre livsstilen i en sund og aktiv retning.

Jeg har i bogstaveligste forstand talt med tusinder af mennesker, der prøver at ændre livsstil i en sundere retning, og som beskriver opgaven som ekstremt udfordrende, skræmmende og nogle gange ligefrem umulig.

Mange af dem har prøvet at ændre livsstil før, men har fejlet, og hver gang man føler at man fejler giver det et direkte slag i selvtilliden.

Mange tror måske, at faktorer som selvtillid, motivation eller mod er det vigtigste for at få succes.

Selvom de alle er vigtige, så er der et andet element, der dukker op igen og igen, når vi ser på de mennesker, der har haft succes med de mål, som de har sat sig for, nemlig ihærdighed.

Giv aldrig op
Ihærdighed, der er evnen til at fortsætte og aldrig at give op - vedholdenhed, kan vi også kalde det. Det er evnen til at komme igen selvom man har oplevet et nederlag på sin rejse mod målet. Det er et element, som mange ofte glemmer, når man taler om succes.

Den amerikanske præsident Calvin Coolidge, der var den 30. i rækken af amerikanske præsidenter, var ikke i tvivl:

"Intet i denne verden kan sættes i stedet for vedholdenhed. Talent er ikke nok - intet er mere almindeligt end mennesker uden succes, men med masser af talent. Geni er ikke nok - geniet, der ikke får anerkendelse er nærmest en talemåde. Uddannelse er ikke nok - verden er fuld af veluddannede vrag. Kun vedholdenhed og beslutsomhed er almægtige".

Den, der ganske enkelt ikke vil give op, og som, når han/hun fejler, reagerer ved at tænke "ok, den måde virker ikke. Så prøver jeg en anden" i stedet for at kaste håndklædet i ringen vil efterhånden opnå succes, hvor andre fejler. Det gælder om aldrig at give op! 

Holder din strategi?

Når du vil ændre noget i dit liv, skal du altså være klar til at gå til det med ihærdighed og øve dig i evnen til aldrig at give op.

Dertil kommer, at du er nødt til at have en strategi for, hvordan du vil gribe dit projekt an og nå dit mål.
Hører du til de mange, der har sat sig for at skrumpe overflødige kilo på sidebenene, er du nødt til at have planlagt hvordan det skal ske.

Vil du jogge en tur 3 gange om ugen og samtidig skære ned på fedtet i maden? Eller vil du følge en bestemt kur? Eller vil du stille og roligt tage skridt i retning af en sundere livsstil og gøre en indsats indenfor både træning, ernæring, daglig fysisk aktivitet og motivation?

Jo grundigere du planlægger hvordan du vil føre din ændring ud i livet, og jo bedre du forbereder dig på projektet, jo større sandsynlighed er der også for, at du får succes med det.

På nuværende tidspunkt vil du med stor sandsynlighed have en fornemmelse af, om din plan holder, eller ej - om du faktisk kommer ud at løbe de 3 gange om ugen, eller om det halter lidt og du måske kun har fået løbskoene på en enkelt gang siden nytår.

Hvis det går fint og du suser afsted derudad, er du godt på vej og det er rigtigt godt gået. Husk at rose dig selv for indsatsen og fortsæt det gode arbejde!

Har du derimod oplevet, at dagene er gået med stormskridt uden at du nåede at få snørret løbeskoene eller har du måtte forhandle med dig selv undervejs og gang på gang imponeret dig selv med fantastiske argumenter for hvorfor det ikke er så godt at løbe lige i dag, men måske bedre i morgen…?

Så er det på høje tid at træde et skridt tilbage og evaluere slagets gang.

Vær realistisk

Der kan selvfølgelig være flere grunde til, at du ikke føler, at du er kommet rigtigt godt på vej endnu. Dels kan det være, at du ganske enkelt ikke er parat til for alvor at forpligte dig til at gøre en indsats.

At indføre en livsstilsændring er ikke nemt. Vi er vanemennesker og befinder os bedst i den sikre komfortzone, hvor alt er velkendt og hvor vi ikke bliver presset ud i noget ukendt og uvant.

Det kræver en helhjertet indsats at komme ud af komfortzonen og skabe en ny, hvor de nye og sundere vaner indgår.

Hvis du ikke er parat til helhjertet at forpligte dig til at gøre noget ved det og ihærdigt arbejde frem imod dit mål, så kan du lige så godt stoppe her, for du vil ikke nå dit mål. Det lyder måske hårdt, men det er realiteten.

Der kan dog kan også være andre grunde til, at det ikke går helt som du havde forventet. Måske skal strategi bare justeres lidt.

Det nytter f.eks. ikke noget at planlægge at stå op kl. 6 om morgenen 3 gange om ugen for at løbe en tur, hvis du først sover kl. 3 om natten og i forvejen har svært ved at komme op om morgenen.

Det lød måske som en god plan sidst i december, da du var opsat på at komme i gang, men måske har det vist sig at være knap så realistisk i virkeligheden.

Hvis du på nuværende tidspunkt kan se, at det ikke rigtigt kører, så er det tid til en ny plan, der kan føre dig til målet. Måske skal du lægge løbetøjet frem om morgenen, så det er lige til at hoppe i, når du kommer hjem fra arbejde. Så er du ude af døren igen, i fuldt firspring, inden du når at finde vej til sofaen (så er løbet nemlig kørt!).

Det kan også være, at du skal prøve med en anden træningsform, der måske vil passe bedre til dig og din hverdag?

Sørg for, at din strategi er realistisk, for det er vejen til succes. Og vær villig til at ændre på den, hvis nødvendigt. Som Ben Franklin sagde: "Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare fundet 10.000 måder, der ikke virker."

Snak med dig selv!

Hvordan taler du til dig selv? Læg mærke til dialogen, der konstant kører inde i knolden. Lyder "Nå, nu har jeg kun 30 minutter og når min sædvanlige løbetur tager 40, så kan jeg lige så godt droppe det" eller "jeg har haft en travl dag og det er synd for mig, så jeg må gerne hoppe løbeturen over" bekendt?

Så er det på høje tid, at du tager en seriøs snak med dig selv - i bogstaveligste forstand.

Hvordan du tænker har nemlig stor indflydelse på din adfærd. Det lyder banalt, men for mange af os er den måde vi taler til os selv på så indgroet, at vi ikke lægger mærke til det.

Negative tanker fører til negative følelser og påvirker dine handlinger. Hvis du f.eks. bliver ved med at fortælle dig selv at du faktisk heller ikke rigtigt kan lide at løbe, eller at du ikke er særlig god til det, så kommer du heller aldrig til at holde af det.

Tænk over hvordan du tænker og sørg for, at det er positivt og opmuntrende. Drop "åh-nej, nu skal jeg til det igen" og indfør "det bliver en dejlig tur!".

Tro mig, det virker.

Hæng i og giv aldrig op!

Uanset om det bare kører for dig og du er klar til at gå ind i næste uge af din nye livsstil, eller om du har haltet midlertidigt bagud og nu er klar til at komme stærkt tilbage, så er der kun ét at sige: hæng i og giv aldrig op!

Andy Warhol havde ret, da han sagde: "Man siger, at tiden ændrer tingene, men du er faktisk nødt til at gøre arbejdet selv."

Stay strong,
Coach MacDonald

 

Send eller anbefal link

 

Tilbage til oversigten

Få hjælp til at foretage en livsstilsændring med øvelser fra Psykologen Camilla Holst og inspiration fra Fitnesscoach Chris MacDonald.

 

Seneste By på skrump

Tidligere udsendelser

Ha' det godt

Ha' det godt giver danskerne et skub i den rigtige retning - uden løftede pegefingre.

 

Sundhed

dr.dk/sundhed er en guide til praktisk talt al tilgængelig viden om sundhed og sygdom i Danmark.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > By_paa_skrump > Motivation

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.