12 konkrete projekter
Mellemfolkeligt Samvirke:
Tanzania: Indflydelse til unge kvinder
Unge kvinder har ret til både sundhed og uddannelse. Det vil Mellemfolkeligt Samvirke hjælpe dem med at opnå, samtidig med, at kvinderne støttes i at skabe økonomisk udvikling.
Læger uden Grænser:
Zimbabwe: Seksuel- og kønsbaseret vold
Læger Uden Grænser vil give medicinsk og psykologisk hjælp til personer, som har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Hovedparten er mellem 12 og 25 år.
SOS Børnebyerne:
Etiopien: Bedre uddannelse – bedre fremtid til Etiopiens unge
Forbedring af uddannelse for unge i Etiopien skal sikre, at flere unge gennemfører de afgørende sidste klasser af grundskoleuddannelsen, som er en forudsætning for at læse videre og øger unges muligheder for at klare sig som voksne.
Dansk Røde Kors:
Guinea Conakry: Unges livsvilkår inden for reproduktiv sundhed
Unge mænd og kvinder, især teenagepiger, skal have en bedre reproduktiv sundhed. Det handler om retten til at bestemme over egen krop, om sikre fødsler, undervisning i familieplanlægning, prævention, HIV/AIDS og kønssygdomme samt de negative konsekvenser af tidlige graviditeter og omskæring af piger.
Dansk Flygtningehjælp:
Somaliland (Somalia): Opbygge et positivt eksistensgrundlag
I dag flygter tusindvis af unge fra Somalia. Dansk Flygtningehjælps projekt skal give de unge et alternativ til at deltage i landets blodige konflikt eller til at sætte deres liv på spil ved en risikabel flugt fra landet. De unge skal styrkes i dialog og sammenhold, til uddannelse og arbejde, så de kan skabe nye muligheder for sig selv og dermed et positivt eksistensgrundlag.
Folkekirkens Nødhjælp
Zambia: Forbedret fødevaresikkerhed og ernæring for unge
Landets unge rejser ofte fra landet og ind til byerne i håb om der at kunne skaffe sig en tilstrækkelig indkomst. Det lykkes desværre sjældent. Folkekirkens Nødhjælps projekt vil øge de unges mulighed for at blive på landet, blandt andet ved at tilbyde dem kurser i innovative landbrugsmetoder samt ernærings- og kostvejledning.
CARE Danmark
Iværksætteri skal løse konflikter i Niger
Projektet vil skabe iværksættere ud af de unge i den konfliktfyldte region Diffa, og på den måde sikre mere fred i landet. De unge vil eksempelvis lære regnskab, og få mulighed for at realisere drømmen om en lille forretning ved at komme i spare-låne-grupper. De vil også lære om konflikthåndtering, og hvordan de kan få indflydelse ved at danne sociale netværk og deltage i lokalpolitik.
BØRNEfonden
Togo: Skolegang uden vold
Mange lærere i Togo kender ikke andre alternativer end at benytte sig af voldelige metoder som en del af undervisningen. BØRNEfonden vil lære de unge at beskytte sig selv bedre mod vold og uddanne skoleledere, forældre, lærere, håndværksmestre mfl. i alternative og ikke voldelige metoder i undervisning og i børneopdragelse.
IBIS
Liberia: Håndværksuddannelse til unge
Projektet ”I gang med fremtiden” skal give unge kvinder og mænd, der lige nu lever uden uddannelse i det skrøbelige og krigshærgede land, en grundskole- og håndværksuddannelse, så de kan skabe sig en indkomst, forsørge sig selv og få en bedre fremtid.
ADRA Danmark
Rwanda: Unge skaber fred
ADRA Danmark giver unge i Rwanda redskaber, som hjælper dem i freds og forsoningsarbejdet i et meget konfliktfyldt samfund. Samtidig lærer de unge at tage ansvar for deres egen fremtid som borgere i det nye Afrika.
Red Barnet
Etiopien: Beskyttelse mod børnearbejde og migration
Red Barnet ønsker at beskytte udsatte børn og unge i Etiopien fra farligt børnearbejde og migration, og desuden give de unge praktiske færdigheder gennem uddannelse.
UNICEF Danmark
Zambia: Ungdomscentre + Brothers for Life
Med projektet vil der blive etableret nye ungdomscentre for Zambias meget unge befolkning. I centrene kan de unge lære generelle life skills og få information om HIV/AIDS. Desuden vil UNICEF gennem kampagnen ”Brothers for Life” forsøge at ændre opfattelsen af manderollen blandt unge mænd og gøre dem mere ansvarlige partnere, fædre og ledere.