Pengene er på vej
29. feb. 2012 14.19 De første 15 mio. kroner fra Danmarks Indsamling 2012 bliver udbetalt i dag. Pengene skal hjælpe børn på flugt til en sikker tilværelse og fremtid.
87 mio. kroner. Så meget samlede danskerne ind til Danmarks Indsamling 2012.
De første 15 mio. kroner er allerede nu på vej til 10 afrikanske lande, hvor 12 konkrete projekter skal forebygge, at børn må flygte, støtte de børn, der er på flugt og ikke mindst hjælpe børnene på fode igen, når de sammen med deres familier skal skabe sig en ny fremtid efter flugten.
Der er stort behov for at få hjælpen ud til de mange millioner afrikanske børn, der lever med konsekvenserne af eller frygten for en tilværelse på flugt. I løbet af de kommende uger og måneder starter de første projekter op. De fleste af projekterne skal køre over de næste tre år, men allerede til næste års indsamling forventer vi at kunne vise konkrete eksempler på den forskel, pengene har gjort ,” fortæller talsmand for Danmarks Indsamling, Line Grove Hermansen og forklarer:
Det tager noget tid, før vi reelt har modtaget alle de donerede penge fra danskerne, som først skal betale deres telefonabonnementer, før vi får penge ind fra sms’er og opkald. I takt med, at vi modtager pengene, bliver de fordelt til organisationerne, så danskernes støtte kan komme ud og gøre gavn.
De indsamlede penge fra Danmarks Indsamling 2012 skal blandt andet sikre boliger til forældreløse børn i Elfenbenskysten, uddannelse til tidligere børnesoldater i Den Centralafrikanske Republik og bedre levevilkår for det fordrevne pygmæfolk i Rwanda. En del af pengene går desuden til akut medicinsk nødhjælp til flygtninge fra Somalia.
For oplysninger om de enkelte organisationers projekter, kontakt organisationerne.
Om Danmarks Indsamling 2012:
Danmarks Indsamling 2012 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe Afrika ud af fattigdom og fremme FN’s 2015 mål. Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007 og har samlet 409 mio. kr. til udviklingsprojekter i Afrika – og i 2010 ekstraordinært til det jordskælvsramte Haiti.
De 12 organisationer bag Danmarks Indsamling er:
Dansk Røde Kors, BØRNEfonden, Red Barnet, UNICEF, Læger uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, CARE DANMARK, IBIS, SOS-Børnebyerne, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.
Danmarks Indsamling de sidste fem år:
2011: 87 millioner kroner (Afrikas unge)
2010: 130 millioner kroner (Afrikas kvinder og ekstraordinært til jordskælvsofrene i Haiti)
2009: 72 millioner kroner (Afrikas fattige familier)
2008: 64,8 millioner kroner (bekæmpelse af børnedødeligheden)
2007: 55,2 millioner kroner (bekæmpelse af HIV/Aids)