preload loader
David, Mille, Maria og Peter

David, Mille, Maria og Peter

Foto: Lars Schou

 

Her kommer eliten (1-5)

24. april 2008 kl. 22:00 på DR1

Fyrre ambitiøse og begavede teenagere drømmer om at komme til tops i samfundet. Men vejen dertil er belagt med konkurrence, karakterræs og krav - og ikke alle kan klare presset.

Fyrre højt begavede teenagere begynder på Danmarks første elitegymnasium. Eleverne drømmer om at blive direktører og komme helt til tops i samfundet - og det skal skolen hjælpe dem med

Dokumentarserien "Her kommer eliten" har fulgt en håndfuld elever på Danmarks første elitegymnasium.

Det er der kommet fem tv-programmer ud af - de sendes fem torsdage i træk på DR1, kl. 20:30 - første gang torsdag den 27. marts 2008.

David, Peter og Mille er 16 år gamle, og de er vant til at være blandt de bedste i deres klasse. I august 2006 træder de ind på den røde løber foran Danmarks første elitegymnasium på Niels Brock og bliver der udstyret med deres egen laptop, en personlig mentor fra erhvervslivet og en trussel om at de kan blive smidt ud af skolen, hvis de ikke er dygtige nok.

I løbet af fem udsendelser følger vi David, Peter og Mille samt resten af flokken i deres første år på elitegymnasiet.

Her skal de i løbet af de næste tre år forsøge at leve op til skolens tårnhøje krav og forventningen om, at de om 10-15 år er koncerndirektører i store internationale virksomheder.

Nu begynder et liv med masser af lektier, prøver og karakterer, men også med pjat, nye venskaber og spirende kærlighed.

Stjernedrømme og stresssymptomer
For David, Peter og Mille bliver mødet med eliteskolen ikke uden konsekvenser. Mille har sideløbende med gymnasiet en stilling som mellemleder i en McDonald's restaurant. Hun må dog efter et par måneder erkende, at hun er bukket under for stress og bliver i tvivl om hun overhovedet kan fortsætte.

David drømmer i virkeligheden om at slå igennem som hiphopstjerne, og han bliver skoletræt og vil hellere lave musik. Men lærerne kan tydeligt se Davids høje begavelse og giver David en skideballe for at få ham til at rette ind. Det gør han så - indtil næste eksamen, hvor han har glemt at forberede sig ordentligt.

Peter vil gerne være skibsreder ligesom flere i hans familie. Han er meget fokuseret og udviser tydelig ledermentalitet. Men pludselig kan han mærke, at det er svært at holde sig på toppen, og en dag møder han op i skole - stadig fuld efter en fest.

Også han skal til en alvorlig samtale hos lærerne: Peters karakterer er røget ned under ti i gennemsnit, og det er slet ikke godt nok!

I serien møder vi bl.a. også Simon, som nu revancherer sine nederlag fra folkeskolen ved at knokle igennem og score den ene topkarakter efter den anden, mens Maria knokler for at holde sig i toppen - godt hjulpet af sin mor, som løser matematikopgaver sammen med hende, fordi det er sjovt og for at sikre sig, at datteren ikke sjusker.

Fra folkeskolesvigt til benhård konkurrence
Mange af eleverne på elitegymnasiet har savnet udfordringer i folkeskolen. Nogle af dem klarede sig igennem med den ene hånd i lommen, mens andre kedede sig så meget, at timerne var den rene tortur.

De hilser de høje krav på elitegymnasiet velkommen, og oplever det som en befrielse at få nogle større faglige udfordringer

Men elitemiljøet kræver sine ofre. Når man er sammen med andre, som også er vant til at være de bedste, er konkurrence og præstationsangst en uundgåelig del af hverdagen. Og mens de krav, som skolen stiller til eleverne kan virke stimulerende og motiverende på nogle, kan de for andre føre til stress og nederlagsfølelse.

Heldigvis er elitegymnasiet ikke kun ensbetydende med jagten på den næste topkarakter og et liv med ambitioner. For nye venskaber opstår, og her trives også humoren og forelskelsen, pjat og hygge, drømmen om sex og forventningerne til den næste fest.

På den måde adskiller disse 40 teenagere sig ikke fra resten af den danske gymnasieungdom. De er bare lidt klogere.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Hanne Ida Alsbirk

Produktion:

tvDOKfilm

 
 

Sendetider

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Dokumentar > Her kommer Eliten

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.