De danske terrorister
DR1 Dokumentaren: 25. februar 2009 kl. 20:00
på
DR1
7 danskere er nu dømt for at planlægge terroraktioner i Danmark eller udlandet, og flere har været sigtet. For første gang får seerne mulighed for at se de unge muslimer i øjnene, da DR får adgang til de dømte og kredsen omkring dem. Det viser sig, at de sjældent kommer fra nogen særlig religiøs baggrund. I stedet er de blevet radikaliseret som unge her i Danmark.
Hør DokumentarTimen
DokumentarTimen 26. feb. 2009 14:03 på P1
Mød den terrordømte Mohamed Zaher fra Vollsmose, som for første gang offentligt fortæller om vejen fra at være helt almindelig ung mand til at blive dømt for terrorisme.
I Statsfængslet i Østjylland sidder den 36-årige palæstinenser Mohammad Zaher fra Vollsmose. Han kom til Danmark fra Syrien for 10 år siden og er dansk statsborger. Højesteret har idømt Mohammad Zaher 12 års fængsel for forsøg på terrorisme. Han har downloaded bombemanualer og produceret det ekstremt følsomme sprængstof TATP.
I dokumentaren fortæller Mohammad Zaher for første gang på TV om sin baggrund, og hvad der førte til, at han blev anholdt i én af Danmarkshistoriens største terroraktioner. Mohammad Zaher fortæller, hvordan han først blev religiøs, efter han kom til Danmark i 1998.
"Da jeg kom til Danmark var jeg 25 år og kun lige i begyndelsen af mit voksenliv. Jeg havde stort set ingen religiøs baggrund dengang. Jeg bad ikke til Gud. Jeg var et helt almindeligt menneske. Men da jeg kom til Danmark opdagede jeg, at jeg ikke befandt mig på den rette vej. Man bør leve i overensstemmelse med sin religion og bede til Gud. Det er det allervigtigste."
Mohammad Zaher
Religiøs i Danmark
Mohammad Zahers baggrund og religiøsitet er karakteristisk for alle de unge, der er blevet anholdt for forsøg på terror i Danmark. I alt 7 danskere er blevet dømt for terrorisme og ingen af de dømte eller sigtede er kommet udefra. Nogle er født i Danmark - andre er opvokset her i landet og har fået dansk statsborgerskab. Det er karakteristisk, at kun meget få af de anholdte kommer fra nogen særlig religiøs baggrund eller familie. I stedet er der sket en pludselig omvæltning i deres liv i Danmark, hvor de har mødt andre unge i moskeen. Sammen har de unge udviklet sig i en stadig mere radikal retning her i landet.
Magnus Ranstorp fra det svenske forsvarsakademi analyserer i programmet, hvad det er, som får unge danske muslimer til pludselig at vende sig mod det samfund, de er opvokset i.
"De søger efter stærkt sort-hvide svar. Det er en form for rebelaktivitet. Nogen vil endog argumentere for, at det er cool. Bin Laden er blevet Che Guevara. Denne tids store revolutionære helt, som står imod USA - De unge er søgende, og til sidst ender de i det forkerte hjørne."
Magnus Ranstorp
Mohammad Zaher har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig og mener, han har fået en uretfærdig rettergang i strid med fundmentale retsprincipper. I programmet gennemgår DR retssagen imod ham og afdækker hvordan Politiet Efterretningstjeneste, PET, selv indsatte en civil agent, der spillede en usædvanlig aktiv rolle. Samtidig får seerne for første gang mulighed for at se Mohammad Zaher forholde sig til politiets beviser. DR følger også Zahers omgangskreds, da de tager fra Vollsmose til København, hvor Højesteret afsiger en historisk dom. 12 års fængsel for forsøg på terror.
En dreng fra Avedøre
En anden dansker, der nu er dømt for forsøg terrorisme, er Abdulkadir Cesur fra Avedøre. Som 19-årig blev han anholdt i en lejlighed i Bosnien, hvor politiet fandt 20 kg. rødbrunt sprængstof, et selvmordbælte samt en Browning-pistol med lyddæmper. Cesur er nu idømt 6 år og 4 måneders fængsel for forsøg på terrorisme.
Abdulkadir Cesur er født og opvokset i Danmark. I programmet fortæller Cesurs far, hvordan en dreng fra Avedøre pludselig endte i en terrorcelle i Bosnien. I Bosnien skulle danskeren Cesur mødes med svenskeren Mirsad Bektasevic - også kaldet Maximus - som Cesur tidligere havde mødt 3 gange i en moske i København. Gennem Maximus blev Cesur viklet ind i et terrormiljø, som forældrene ikke havde nogen som helst anelse om, at deres søn var en del af. DR følger med faderen, da han skal ned og besøge sin søn i et bosnisk fængsel nord for Sarajevo.
Offer
Ikke én eneste af dem DR møder erkender, at de havde til hensigt at sprænge en bombe, hverken i Danmark eller i udlandet. DR afdækker i stedet de unges holdninger til det samfund, de er vokset op i. DRs samtaler i miljøet viser, at de involverede ser helt anderledes på begrebet terrorisme - end den måde det bliver beskrevet på i vestlige medier. De ser sig selv som ofrene, der blot forsvarer sig - mod overgreb i Bosnien, Irak, Afghanistan eller andre krigszoner.
I en selvmordsvideo, der blev fundet i det hus danskere Cesur og svenskeren Maximus blev anholdt, bliver der sagt følgende:
"Disse våben vil blive brugt imod Europa. Imod dem som har deres tropper i Irak og i Afghanistan."
Citat fra selvmordsvideo
På spørgsmålet om, hvad Mohammad Zaher vil sige til en ung, der vil rejse til Irak og kæmpe mod Danmark og USA siger han:
"Det er helt naturligt. Irak er besat af Amerika. Hvis nogen bekriger dig på grund af din tro, for eksempel islam, er det naturligt, at du gengælder det."
Mohammad Zaher