Møllehave uden filter
DR1 Dokumentaren: 01. juni 2009 kl. 20:00
på
DR1
I 2008 kom Johannes Møllehave helt tæt på døden, da han blev ramt af to blodpropper i hjernen.
Blodpropperne fjernede et filter i ham, som gør ham fuldstændig forsvarsløs over for sine følelser - både dem, som kommer op indefra via drømme, mareridt og ufrivillige erindringer og dem som kommer udefra via bøger, aviser og tv.
I hele 2008 skabte det en lammende angst i ham, og fyldte hans liv med rædsler.
- Hele livet har jeg været to ting: Begejstret og vred. Og hvis jeg ikke kan være det, vil jeg ikke leve - Johannes Møllehave i mobiltelefon
Efter næsten et års dyb depression vender hans energi, engagement og temperament langsomt tilbage. Og han går i gang med at arbejde.
Noget af det første han gør, er at skrive en bog om døden. Den hedder 'Det ender godt', og er hans måske hidtil mest personlige bog, hvor han blandt andet fortæller, at han på et tidspunkt var så tæt på at begå selvmord, at han havde skrevet et afskedsbrev.
Han mangler stadigvæk sit beskyttende filter, men døden er ikke det værste, vi har, siger han.
Langt værre er det at miste sig selv, opgive at være sig selv, ikke turde være til i verden, som den man er. Og Møllehave vil være sig selv. Selv ikke sin sygdom, vil han undvære.
Vi går helt tæt på den 72-årige Johannes Møllehave og viser hans tilstand i 4 uger i begyndelsen af 2009, råt og uden sminke.
Dokumentar-programmet følger ham, når han som en moderne Kierkegaard vandrer gennem København, altid på vej - i metro, i taxa, på besøg og på restauration, til familiefødselsdag og til foredrag.
Ethvert rum fylder han, enhver samtale overtager han. Vi møder hans søn, som han bor sammen med i den lille Frederiksberglejlighed, hans læge, som kæmper en ulige kamp for at få ham til at slappe af og passe på sig selv, hans forelægger, som er begejstret og næsten ikke kan vente på, at den nye Møllehave-bog udkommer, hans søster, hans nevø, og hans barnebarn.
- Jeg har slet ikke sovet i nat. Det har jeg ikke tid til - Johannes Møllehave til lægen
Programmet viser, hvordan Johannes Møllehave på trods af, at han befinder sig i den sidste akt af sit liv - gammel, skrøbelig og sårbar, insisterer på at brænde hastigt og hårdt, og hvordan han havner i og skaber en lang række situationer, hvor liv og lys og varme slår igennem.
Dokumentaren bliver samtidig en indre rejse - fra et menneskes dybe rædsler, angst og selvmordstanker over en tro på kærligheden selv sent i livet til en accept af sin vrede og sit voldsomme temperament og en forsoningen med sin natur og sit væsen.
- Kærligheden er alt. Det er ved tanken om hende, at jeg overhovedet står op om morgenen. Johannes Møllehave om sin kæreste.