Drengen de sagde hængte sig
DR1 Dokumentaren: 03. februar 2010 kl. 20:00
på
DR1
En varm augustdag i 1994 forsvandt den 7-årige Morten Würtz sporløst nær sit hjem i Århus. Drengen havde tidligere på dagen forladt sin skolefritidsordning.
En nabo så ham være hjemme ved boligen i det vestlige Århus, men drengen cyklede ud på stisystemet igen. Derefter forsvandt han.
Politiet iværksatte en storstilet eftersøgning sammen med lokale beboere. Eftersøgningen stod på hele aftenen og natten, men først næste dag blev Morten Würtz fundet i et krat mellem skole og hjem. Drengen sad under et piletræ, hængt i sin egen livrem, der var fæstnet til en gren.
Umiddelbart kunne retsmedicinere ikke finde tegn på en forbrydelse, og der var heller ikke synlige spor efter en gerningsmand på findestedet. Derfor fastslog politiet kun få timer efter fundet af Morten Würtz, at den 7-årige dreng sandsynligvis havde taget sit eget liv, eller at drengen var død under leg.
Kort tid efter blev efterforskningen indstillet. Hændelsesforløbet forblev uopklaret, så sagen blev formelt afsluttet som en ”mulig drabssag”, men politiet efterlod ingen tvivl i offentligheden om, at selvmord eller ulykke var den mest sandsynlige dødsårsag. Morten Würtz død har derfor i snart 16 år været betragtet som et selvmord.
Gennem mere end et år har DR imidlertid undersøgt forløbet igen. DR er gået ind i sagen på baggrund af nye oplysninger, der ikke tidligere har været fremme i offentligheden. Oplysninger om, at politiet i ugerne efter Mortens død havde mistanke om en mulig gerningsmand.
Morten Würtz forældre har måttet leve med, at de var "forældre til drengen, der begik selvmord". Men de pårørende har aldrig troet på, at Morten tog sit eget liv.
I samarbejde med Mortens mor og stedfar har DR fået aktindsigt i sagens centrale dokumenter og afhøringsrapporter.
Sagens akter dokumenterer, at flere politifolk var overbeviste om, at de havde fat i en mulig drabsmand. Under flere afhøringer på politigården forsøgte den mistænkte at sløre sin færden omkring det tidspunkt, hvor Morten Würtz forsvandt.
Men efterforskningen gik i stå på grund af intern uenighed på politigården i Århus, hvor politiledelsen - på trods af en række stærke indicier - ikke ønskede at sigte og varetægtsfængsle den mistænkte. Han fik lov at gå.
DR afdækker samtidig en sammenhæng til en række voldtægter, der halvandet år senere opskræmte beboerne i det vestlige Århus. Voldtægterne fik politiet til igen at interessere sig for sagen om den 7-årige Morten Würtz. Men for sent.
På den baggrund har DR fået uvildige eksperter til at vurdere det retsmedicinske materiale i Morten Würtz-sagen, blandt andre professor i retsmedicin Jørgen Lange Thomsen. Jørgen Lange Thomsen har arbejdet som retsmediciner i 37 år og været politiets ekspert i adskillige drabssager.
Jørgen Lange Thomsen finder blandt andet kvælningsmærker på Morten Würtz hals, der ifølge retsmedicineren dårligt stemmer med den måde, Morten blev fundet hængt. Ligeledes har Jørgen Lange Thomsen undersøgt livremmens knude og vurderet politiets materiale fra findestedet:
- Jeg finder drab mere sandsynligt end selvmord. Jeg vil sige, at drab er overvejende sandsynligt, siger Jørgen Lange Thomsen.
De nye oplysninger i sagen har rystet Morten Würtz pårørende.
- Det, der er fortalt i medierne, er noget helt andet end det, der rent faktisk er foregået - og det er skræmmende. Morten blev myrdet - jeg er slet ikke i tvivl om, at Morten blev myrdet, siger Mortens mor, Jane Hellqvist Würtz.