preload loader
Mænd i høje hæle

Fra dokumentaren Mænd i høje hæle

Foto: Fra TV-bånd

 

Mænd i høje hæle

DR1 Dokumentaren: 17. februar 2010 kl. 20:00 på DR1

Transvestitter lever typisk skjult for verdens øjne. Men med dokumentaren "Mænd i høje hæle" får du en sjælden lejlighed til at åbne døren og kigge ind i et lukket og mystisk univers. Et univers med masser af livsglæde, makeup, miniskørter og høje hæle, men også en verden fuld af ensomhed og smerte.

Rejsen går samtidig tilbage til barndommens forbudte flirt med mors undertøj, over 40 års dobbeltliv fyldt med hemmeligheder - og frem mod et svar på det helt store spørgsmål: Hvorfor går mænd i dametøj?

Leo-Lea og Ole-Katja
Lea er en af dem, der lever et dobbeltliv, hvor hun i det skjulte klæder om til kvinde, men ellers på overfladen lever et almindeligt mandeliv.

Til daglig er hun kaninavleren Leo Sommer og kommer  fra den lille Bøvlingbjerg helt ude på kanten af den jyske vestkyst. Leo vil som de fleste transvestitter egentlig helst være fri for al besværet og de mange problemer, der ligger i at være både mand og kvinde i een person.

Men det er ikke et valg han har – trangen til at klæde sig i dametøj og sminke sig op er så stor, at det vil være umuligt for ham at ignorere. Han går af og til ud i lokalsamfundet i dametøj, men han har aldrig fortalt hverken sine naboer eller familie om Lea.

Katja hedder til daglig Ole og kører taxi på Køge-egnen. Katja ser det som sin opgave at hjælpe nye transvestitter til at stå ved, hvad de er. Hun fortæller og viser gerne alle roberne og parykkerne frem. Og tager os med, når han skal møde sin unge søn som kvinde for første gang og her få sønnen til at forstå, at far har ikke klædt sig ud, han har bare klædt sig om...

100 transer til træf i selvsiddende strømper
I det filmiske portræt, som følger de to transvestitter Lea og Katja i et halvt år, rejser vi med dem til til Skandinaviens største træf for transvestitter.

Her invaderer 100 transvestitter fra hele Skandinavien den lille svenske by Båstad i 5 dage, hvor de vimser rundt i selvsiddende strømper og dameparykker.

Spørgsmålet er om den gæve vestjyde Leo gennem mødet med ligesindede kan få mod til at fortælle sin søster og de nærmeste naboer, at han altså ikke er lige som de andre mænd i lokalområdet – at han også hedder Lea, og at han er en mand i høje hæle.

Filmen om Katja og Lea giver indsigt i transvestitterne, deres liv og deres udfordringer. Man overraskes af deres ærlighed, føler deres ensomhed... og trækker på smilebåndet ad deres selvironi.

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Kristian Almblad

Produktion:

Henrik Grunnet Film

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Dokumentar > 2010

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.