preload loader
Nogle af passagererne fra US Airways flight 1549

Nogle af passagererne fra US Airways flight 1549

 

Miraklet på Hudson-floden

Engelsk dokumentar G: 08. januar 2011 kl. 17:30 på DR1

Torsdag den 15. januar 2009 er US Airways flight 1549 med 155 passagerer om bord netop lettet fra lufthavnen La Guardia i New York på vej mod Charlotte i North Carolina.

To minutter senere rammes flyet af en flok gæs, der ødelægger begge flyets motorer og forvandler flight 1549 til et meget tungt og hastigt faldende svævefly.

Vi lander på Hudson-floden
Kaptajn Chelsey Sullenberger har kun få minutter til at erkende, at han ikke kan nå en lufthavn. Han vil ikke risikere et styrt over det tætbefolkede Manhattan.

Mens flyets andenpilot forgæves gennemgår alle procedurer for at forsøge at genstarte flyet, tager Sullenberger en afgørende beslutning.

- Vi lander på Hudson-floden, meddeler han lakonisk kontroltårnet og styrer med usvigelig sikkerhed flyet uden om George Washington-broen og lander på vandet i en perfekt vinkel, så flyet ikke brækker over.

I fare for at drukne
Katastrofen sker så hurtigt, at ingen af flyets besætning når at advare passagererne om nødlandingen, men de bliver hurtigt klar over, at noget er ved at gå helt galt.

For de 155 passagerer, der allerede har set døden i øjnene, er landingen på floden et mirakel. Kaptajn Sullenberger og hans andenpilot har haft så travlt med at forsøge at genstarte maskinen, at flyets porte ikke er blevet lukket.

Flyet bliver derfor hurtigt fyldt med vand, og passagerer og mandskab er nu i fare for at drukne, men redningsskibe og mandskab er hurtigt på vej, og i en dramatisk redningsaktion lykkes det at redde alle ombord.

I dokumentaren gennemgås katastrofen minut for minut og nogle af passagererne fortæller om den dramatiske flyvetur og deres mirakuløse redning.

Dokumentaren blev sendt første gang d. 23. marts 2009.

 

Send eller anbefal link

Originaltitel:

Miracle On the Hudson (2009)

Produktion:

Marc Tiley, Darlow Smithson Production for Channel 4

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Dokumentar > 2010

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.