Om programmerne
Det danske kongehus har gennem et år givet DRs dokumentar-afdeling eksklusiv adgang til de inderste cirkler i verdens ældste monarki.
I syv afsnit giver dokumentaren "Kongehuset indefra" - via en række åbenhjertige interviews og overraskende reportage-momenter - et moderne og dugfriskt indblik i kongehuset.
DR er med, når en far og kommende konge henter sine to børn i en ladcykel. Og når samme far og tronarving forsøger at begrænse en farmors uddeling af kransekage på sin fødselsdag.
Et uofficielt billede af kongehuset
Efter dogmet - ’Vi filmer, når det er uofficielt - og klipper væk, når det bliver officielt’ - giver Anders Aggers æstetisk smukke dokumentarserie ’Kongehuset indefra’ et unikt indblik i kongehusets arbejdsopgaver og mærkedage.
Tv-holdet er med, når nøglemedarbejdere i kongehusets maskinrum planlægger alt fra
-
statsbesøg i Vietnam over
-
COP15-middag med hele verdens bevågenhed til et
-
sommerbesøg i de mindste danske byer.
Men tv-holdet er også med, når regentparret og kronprinsparret træder i karakter som arbejdsgivere - og påtager sig de pligter, protektioner og arbejdsopgaver, der følger med Danmarks højeste embede.
Tæt indblik i en travl hverdag
I løbet af de syv afsnit får tv-seerne et bredt og tæt indblik i kongehusets travle hverdag. Tv-holdet står lige bagved, når Dronningen med hele sin familie træder ud på balkonen for at møde danskernes hyldest på Amalienborg Slotsplads på sin fødselsdag.
Seerne er med til de sidste taktiske overvejelser, inden kronprins Frederik træder ud til et pressemøde om sit kontroversielle valg til Den Olympiske Komité - men også, når kronprinsen henter sine to børn på cykel i en daginstitution.
Og tv-holdet er også med på fødegangen, når tronarving nummer syv til den danske trone bliver født - og kongehuset med prinsesse Marie og prins Joachim får sig en moderne skilsmisse-familie.
"Kongehuset indefra" er dermed en åbenhjertig dokumentar, der giver et moderne indblik i kongehusets arbejde og overvejelser om, hvordan man fastholder kongehusets popularitet.