Sådan gør vi i fastetiden

I fasten får kirkeåret direkte indflydelse på hverdagen. Kirkeåret fastsætter menuen. På den anden side er der næppe mange danskere, der faster af religiøse grunde. Selv i den katolske kirke er de gamle fasteskikke på retur. Man skulle faste i 40 dage, ligesom Jesus som indledning til sin offentlige fremtræden fastede 40 dage i ørkenen.

Faste er en korporlig tanke. Faste er at give en tanke krop. Tanken er at skabe plads og ro til at modtage Jesu lidelse og død og opstandelse. Ved at lade kroppen give afkald på det, som til dagligt anses for at være nødvendigt, som fx kød, minder man både krop og tanke om det, som er nødvendigt: Guds kærlighed, som blev kød i Jesus Kristus. 

I tiden op til fastelavn fester folket. Man skal sige farvel til kødet med manér, på samme måde som man ved en polterabend siger farvel til livet som single. Derfor er ugerne op til fastelavn karnevalernes tid.

Carnis, kød, levatio, uddrivelse, eller måske ligefrem carne vale (kød farvel). Der gås til fadet. Og er man klædt ud, kan man tage sig ud, som man vil. På den sydlige halvkugle er de så heldige, at det er sommer ved fastetide, så festen kan foregå på gade og strand.

På vore breddegrader er det for koldt til udendørs aktiviteter. I stedet går man indendørs til øl og bægerklang, sådan som vi kan se det på tysk tv. Eller man udskyder karnevalet, til det bliver varmere, sådan som det sker i København og større danske provinsbyer.

I det gamle danske bondesamfund havde dagene lige før fasten hver sit præg:

• Mandagen efter fastelavns søndag er den oprindelige "blå mandag", fordi alteret den dag var klædt i blåt - det var en rigtig sviredag
  
• dagen derefter kaldtes "hvide tirsdag", den dag spiste man mælkeprodukter og hvidt brød (fastelavnsboller) - eller den blev kaldt "flæsketirsdag", fordi det var sidste chance
  
• den følgende dag var nemlig "askeonsdag" - fastens begyndelse

Men det var ikke alene op til påske, at man fastede i ældre tid. I årets løb var der fire fasteperioder, den første uge i månederne marts, juni, september og december. I hver af disse uger var onsdag, fredag og lørdag særlige faste- og bodsdage.

Ved en sproglig forvrængning af det latinske qattuor tempora (de fire årlige tider) kom disse dage til at hedde tamperdage, og på sådanne dage skulle den kirkelige domstol, tamper-retten, holde møde. Den skulle bl.a. behandle ægteskabssager og blev først afskaffet i 1797.

- Onsdag efter aske vi tamperdage få, onsdag i pinseuge ligeså, onsdag efter Hellig korsets Fest, onsdag efter Lucia komme tamperdage vist, hedder det i et gammelt huskevers.

Huskevers var almindelige i almuen. Alle vor tids huske-værktøjer kendtes jo ikke, endsige skrive- og læsekundskaber for almuen.

De folkelige skikke omkring fasten har lange rødder tilbage til forskellige frugtbarhedsritualer. Fastelavnsriset er ældgammelt. Alt af hunkøn skulle rises for at fremme frugtbarheden, og ved en sproglig overførsel af ordet ris optræder ris-korn ved mange danske bryllupper, ganske meningsløst i sin betydning.

For øvrigt er der ved fastelavnstide gammel tradition for dyremishandlinger, vist nok fordi verden i den tid var af lave, så der under karnevalet blev vendt op ned på alle forhold.

"At slå katten af tønden" har sin baggrund i en tradition, der gav anledning til virkelig kattejammer. Den barske skik kom fra Holland og Tyskland med de indvandrede amager-bønder, der kendte til at nedgrave en kat i marken eller at putte den i en tønde, og først når bunden var nået - i dobbelt forstand - lod de katten løbe.

Katte ansås i ældre tid ofte for at være forbundet med det onde. Så sent som sidst i 1800-tallet kender man til skikken med levende katte i tønden.