Sådan gør vi i tiden fra påske til pinse

I de 50 dage fra påske til pinse er der to såkaldt skæve helligdage:

Bededag falder altid på en fredag.
Fra kirkens første tid havde man faste bods- og bededage. Baggrunden er menneskers oplevelse af livets usikkerhed og udsathed.

Ikke bare naturen sender os katastrofer, også vi selv kan forårsage ulykker. Vi glemmer det ofte i den daglige trygge rutine. Vore forfædre og -mødre var sig det mere bevidst.

På fastedage var den varme mad oftest fisk. På nogle af de særlige fastedage holdtes gudstjeneste, hvori der indgik en særlig bøn, som kaldes "litani" af det græske ord for "anråbelse om hjælp".

Det består af forskellige bønner, læst eller sunget af præsten, hvor menigheden afbryder med korte bønneråb som:

- Herre, forbarm dig! Bønhør os! Befri os!

Når krig eller anden fælles ulykke ramte, forordnede man særlige bods- og bededage. Også lokale bededage kunne der være tale om.

Men i 1686 udstedte Christian d. 5. en forordning om afholdelse af en almindelig bods- og bededag i hele landet til erstatning af alle andre. Den skulle holdes fjerde fredag efter påske.

Det er en almindelig opfattelse, at dagen er opfundet af Struense, der i 1770 stod bag en helligdagsreform. Men det er altså ikke rigtigt.

I folkemunde blev den kaldt "store bededag". På denne dag var strengt arbejde og forlystelser forbudt, og som altid begyndte fejringen aftenen inden, hvilket betød, at arbejdet sluttede torsdag kl. 18 og først måtte genoptages, når dagens tre gudstjenester.

• højmesse
• tolvprædiken og
• aftensang

- var overstået.

Heraf kommer det med at spise hveder store bededags aften. For også bageren skulle standse arbejdet torsdag kl. 18. Så inden da hentede man de varme hveder, en form for brød, der var særlig friskt og holdbart til den næste dag.

Og når man nu var ude og havde fri, så kunne man lige så godt gå en tur på Volden og lade sig se. Samt få sig noget nyt tøj, så der var noget at se på. En parade-forestilling, som i England fandt sted til påske. Men det er jo lidt mere lunt en måneds tid senere!

I nyere tid har man forsøgt at flytte bededag til efteråret. Det var daværende kirkeminister Bodil Koch, der foreslog det af kirkelige grunde. Der er mange kirkelige højtider om foråret og ingen om efteråret. Men arbejdsmarkedets parter var imod. Det er om foråret folket vil have fri. Kan man ikke bruge kirken til andet, kan den da altid levere fridage!

Den anden af periodens helligdage er Kristi himmelfartsdag. Den ligger 40 dage efter påske, hvilket betyder, at det altid er en torsdag. Ideen om et menneskes optagelse til det himmelske genfindes i flere sammenhænge.

Elias fra Det gamle Testamente kører til himmels i en ildvogn, og profeten Muhammed skal ifølge traditionen være optaget til det himmelske på nogenlunde samme sted som Jesus uden for Jerusalem.

Der knytter sig ikke egentlige folkelige traditioner til dagen, dog var det gammel nordisk folkeskik, at man skulle sikre sit gangtøj (det pæne tøj) mod sommerens møl ved at hænge det til luftning på denne dag.

I kirkelig sammenhæng skal Kristi himmelfart ses som den foreløbige afslutning på Jesu menneskeliv. I den kirke, som kejser Konstantins mor, dronning Helena, lod opføre på Oliebjerget i Jerusalem, fremvises en sten med det, som siges at være Jesu fodaftryk.

De fleste vil nok finde det kuriøst, men pointen er sådan set rigtig nok: Guds Søn har gået på jorden. Sporene efter hans menneskeliv står tilbage. Det var ikke blot en parentes i menneskehedens historie.