Sådan gør vi i sommertiden

Om sommeren bliver vi beviste om, at livet har flere afdelinger. Fx arbejdsliv og fritidsliv.

For vore formødre og -fædre var arbejde livets mening. I hvert fald fyldte arbejdet stort set hele livet. Kun søndag var arbejdsfri dag. Hvis man da ikke var bonde. For dyrene skulle passes alle ugens dage.

Det kunne være et problem i de egne og på de tider, hvor religiøs vækkelse havde gjort folk særlig ivrige efter at overholde det tredje bud ("husk hviledagen, og hold den hellig").

Men så kunne man altid sætte "en bette ugudelig knægt" til at malke og fodre, mens husbonden tog stadstøjet på og gik til kirke. Eller man sørgede for, at mindst én fra husstanden gik til højmesse for på den måde at kunne bringe lidt hellighed og frugtbarhed med hjem til gården.

I byerne holdt håndværkerne fri, fabrikker og forretninger var absolut lukkede. Det sørgede helligdagslovningen for. Det var ikke, fordi de var særlig flittige kirkegængere, men det var religionen, der sørgede for, at folk dog fik noget fri tid.    

Nu er fritid blevet en væsentlig tid. Når overenskomsten ikke kan give os mere i løn, så kan vi altid forhandle os frem til flere fridage. Nu om dage finder alle, at det er festligt at kunne holde fri. Nogle af os lever af at sørge for indhold i de andres fritid. Fritid er blevet en god tid. Til afslapning. Men også til fest. 

Det er vigtigt for folkesundheden, at vi holder fri. Men fritid skal ses i sammenhæng med arbejdstid. Det kan gå hen og blive ganske ufestligt, hvis man holder fest hver dag, for så kan festens grundlæggende træk af afbrydelse af hverdagene blive lidt slidt.

Den faste fest er sin egen modsætning. En høj tid er den sjældne og anderledes tid, hvor man i god forstand bliver høj, for deroppe fra bedre at kunne få overblik over hver dag og måske ligefrem få styr på og kræfter til bedre at kunne klare hver dag.

Ideen om en ugentlig fridag stammer fra skabelseshistorien på de første sider af Bibelen. Selv Gud havde brug for en fridag.

"På den syvende dag, sabbatten (syv på hebraisk), hvilede Gud efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den."

De første kristne valgte den første dag i ugen som deres helligdag, for det var Jesu opstandelsesdag, "Vorherres dag". De kristne holdt søndagen hellig. Hellig er det samme ord, som vi kender fra helbred. En hellig dag heler og giver godt helbred.

I lande med flere religioner er det en praktisk fordel, at de tre store monoteistiske religioner har hver sin helligdag:

• Muslimerne går til bøn i moskeen om fredagen,
• jøderne er i synagogen om lørdagen og
• de kristne går i kirke om søndagen.

Så man kan få arbejdet gjort alle ugens dage, og der er altid en forretning, der har åbent!
Sommertiden er i de fleste kirker en periode, præget af stilstand. Medarbejderne holder naturligvis ferie lige som alle andre, de mere eller mindre trofaste kirkegængere er i sommerhus, på ferie eller bare på skovtur, og kirkegængernes antal er mindre end ellers. Undtagen i fritidsområderne, hvor der synes at være en hel del, der finder den lokale kirkebænk. Der er også sogne, hvor der er særlige sommer-aktiviteter, som regel gudstjenester i det frie eller sommerkurser på en lokal højskole.

Én begivenhed samler flere og flere danskere, nemlig Sankt Hans dag, d. 24. juni. Som altid er det aftenen dagen før, at vi holder fest.  Hans er den nordiske udgave af Johannes, og Sankt Hans dag er Johannes Døberens helgendag. Modsat almindelig sædvane for helgener holdes hans festdag på hans fødselsdag.

Johannes var Jesu fætter. Lukasevangeliet fortæller, at Johannes' mor, Elisabeth, er gravid i sjette måned, da englen Gabriel bliver sendt til Maria, Jesu mor. Altså er Johannes seks måneder ældre end Jesus.

Den tænksomme læser vil nu spørge, hvorfor der så er seks måneder og én dag mellem de to fætres fødselsdage. Altså 24. juni set i forhold til 25. december, eller hvis man vælger at regne med aftenfesterne så d. 23. juni i forhold til d. 24. december.

Hvorfor den ene dag ud over de seks måneder? Forklaringen er den særlige måde, romerne opstillede deres kalender på. Vi angiver dagene fra månedens start til dens slutning. Romerne talte dagene i forhold til den forrige og den kommende måned. 3. juni kaldte de således 3. dag efter maj måned. Midt på måneden vendte man blikket fremad. Men månederne havde - og har - forskellig længde for at få det hele til at gå op. December har 31 dage. 25. december hed derfor syv dage før januar.

Men når vi skal finde frem til datoen de 6 måneder før denne dato, skal det huskes, at juni kun har 30 dage. Hvilket betyder at syv dage før juli reelt ligger en dag tidligere end den dato, vi ville nå frem til med vores regnemåde.

Resultat: Vi fejrer Sankt Johannes seks måneder og én dag, før vi fejrer Jesus Kristus! 

Fejringen af Johannes' fødselsdag er gammel. Efterhånden optog dagen indholdet af forskellige midsommer-fester i sig. Lægeurter, som blev samlet i midsommernatten, havde særlig kraftig virkning. Man anbragte således skud af sankthansurten i loftsbjælken, og hvis den voksede videre, var det varsel om lykke. Hvis ikke, var det et ulykkestegn, om ikke ligefrem varsel om snarlig død i huset.

Der var også knyttet vejrvarsler til dagen. "Regner det på Sankt Hans aften, da skal det regne seks uger derefter."

Indtil Struenses helligdagsreform i 1770 var Sankt Hans helligdag med arbejdsfrihed for at man kunne gå til gudstjeneste. Men aftenfesten med de kendte folkelige ingredienser som musik, dans og drikkeri var ikke sådan at afskaffe. Kirken gjorde ellers mange forsøg. En kilde fra 1560 nævner, at navnene på "personer som befindes at være natravne på Sankt Hans Baptistænat" skal videregives til myndighederne.

Omkring 1700-tallet begyndte man at afbrænde bål. At sætte ild til et bål havde først og fremmest til formål at jage alskens ondskab på flugt, sådan som vi konstaterede det skete på Valborgsnatten, en vågenat, hvor hekse, trolde og anden ondskab holdt skiftedag, flyttede andet sted hen. At blusse var en afværgemekanisme.

At brænde kludedukker af på Sankt Hans bålet er en nymodens opfindelse. Desværre er det et faktum, at bålet er blevet brugt som henrettelsesinstrument over for hekse og troldkarle. Dette frygtelige kapitel i dansk folke- og kirkehistorie fik sin sidste opblussen, om man så må sige, så sent som d. 4. april 1693, hvor den 74-årge bondekone Anne Palles blev henrettet efter at være blevet angivet som heks, formodentlig som udslag af lokal sladder og jalousi. Efter en pinlig rettergang blev hun dømt, men siden "benådet" af kongen, så hun slap for at blive brændt levende. Først blev hun allernådigst halshugget, hvorefter hendes legeme blev brændt på bålet!

I løbet af 1800-tallet begynder man at kombinere sankthansblus og heksedukke-afbrænding. Medvirkende var nok også Holger Drachmanns Midsommervise, som indgik i forestillingen Der var engang på Det kongelige Teater i 1887. Første gang en kludeheks er brændt af samtidig med at forsamlingen har sunget Midsommervisen, menes at være på Jelling Seminarium ved en midsommerfest i begyndelsen af 1900-tallet.

Dengang var der ikke tvivl om melodien, det skulle være den af P.E. Lange-Müller. Shu-bi-duas melodi, der synes at gå noget nemmere som fællessang, har siden skabt en særlig form for sangerdyst fra kyst til kyst!

Historisk skal også med, at Sankt Hans aften var en god nat at tilbringe ved en af landets 600 hellige kilder. Langt ind i 1800-tallet var det - også blandt læger - et anerkendt lægemiddel at drikke af og sove ved en hellig kilde. Igen skal den sproglige sammenhæng mellem helbred og hellig huskes. Desuden er det et faktum, at sådanne kilder ofte har et indhold af forskellige nyttige mineraler, troen og en god nats søvn kan flytte bjerge!

Dog kunne det på en Sankt Hans aften være så som så med nattesøvnen, for ved de store kilder, som f.eks. Sankt Helene kilde ved Tisvildeleje og Kirsten Piils kilde ved Klampenborg, opstod der større markeder, det sidste sted har siden udviklet sig til vore dages Dyrehavsbakken.  

Når Sankt Hans aften i de senere år har vundet en stadig større folkelig udbredelse, skyldes det næppe dagens kirkelige baggrund. Baggrunden og anledningen til vores fester har i mange år været uden interesse. Men stumper af fortidens fejring kan kombineres med nutidens behov for fest, højtid og et fællesskab, hvor selve det at tænde grillen, købe den helt rigtige vin og samles med de nærmeste venner er et gode i sig selv!