Sådan gør vi i høsttiden

I det gamle bondesamfund var høsttiden først hårdt arbejde, så fest. Arbejdet med at bjerge kornet kunne have en religiøs højtidelighed over sig, midt mellem sved og trætte lemmer.

Også vi, der ikke selv har prøvet det, holder af at synge med på Jeppe Aakjærs høstsang "Nu er det længe siden":

- Først bredte mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug.
- Der måtte ingen træde med sko i høstens rug.
- Så fejed hun med limens (kostens) rest hvert snavset strå til side som for en hædersgæst.
- Den kære rug var gæsten. 

Høst er på mange måder en vanskelig tid for vores moderne liv. De eksistentielle tanker, der ligger bag høsten, er næsten umulige at knytte til livet i det 21. århundrede.

Få af os lever af jorden, og de, der dyrker den, hjælper naturen godt på vej med diverse former for gødning og kemisk krigførelse mod ukrudtet. De har for længst lagt le og spade fra sig og sidder i stedet i førerhuset på store høst-maskiner, en slags rullende fabrikker, der klarer det hele på én gang.

Når mejetærskeren har været der, ligger aksene i sække og stråene i plastik. Selv om vi andre godt ved, at før markedet er marken, så skal der mere end en god fantasi til, for at opleve det plastik-indpakkede brød i supermarkedet som andet og mere end Kohbergs.

Og vores børn må med børnehaven en tur på en besøgsgård med udstillede grise og høns for at kunne forstå, at en kylling ikke kommer ud af ægget dybfrossen og i cellofan.

Det er meget let at blive sentimental og bagstræberisk ved høst-tide. Men måske er det en fremtidig opgave for os at fastholde, at i kristen forstand er livet én stor høst-gudstjeneste!

Når man på land og i by nu om dage holder høstgudstjeneste, bliver det som regel noget med at invitere børn, unge familier og vi med hus og have og hang til ture i skoven til en almen gudstjeneste med naturen i centrum.

På landet holdes der stadig egentlige takkegudstjenester, når høsten er i hus. Her kan man blive mindet om, at det har lange religiøse rødder, når det i Adolph Reckes høstvise hedder:

"Rev i marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt."

For det var en del af lovgivningen i det gamle jødiske samfund - man måtte ikke høste helt ud til kanten, hvad der ligger tilbage på marken skal blive liggende, og vingården må man ikke plukke ren eller samle det nedfaldne op. Det skal alt sammen efterlades til den trængende og den fremmede.

Som andre gange bliver det religiøse brugt som understøttelse af, ja ligefrem som begrundelse for, hverdagens praktiske forhold.

Ved høstgudstjenester på landet kan man undertiden opleve, hvordan menigheden går "offergang". Der har altid været samlet penge ind ved gudstjenester i kirkerne i alle lande, først og fremmest til sociale formål, men også i almindelighed til kirkens drift.

Ikke mange lande har ordninger som vi, hvor kirkeskatten tager sig af kirkens drift og kirkernes vedligeholdelse. I Danmark foregår indsamlingen normalt til sidst i gudstjenesten, idet man lægger penge i opstillede indsamlingsbøsser ved kirkens udgang.

Men én gang - ved høstgudstjenesten - kan det finde sted midt i gudstjenesten, hvor en fra hver husstand rejser sig fra sin plads og går op til alteret, som regel går man rundt om alteret, for dér at lægge den kuvert med penge, ofte en hel del af slagsen, som man har taget med sig hjemmefra.

Selvfølgelig hjælper det på beløbets størrelse, at man "ofrer" i hele sognets påsyn, og mange kirkelige hjælpeorganisationer er stadig ret afhængige af at modtage en del af "høstofferet".

Man kan lide det eller ej, men penge og religion har altid hængt sammen. Almisse kaldes det i det gamle religiøse sprog: At give almisse er en af de fem religiøse pligter, man som muslim skal overholde.

Tiggere færdes i alle lande tæt ved helligdomme af enhver slags, for det kan i bogstavelig forstand betale sig at være i nærheden af religiøse mennesker. Har man rigeligt i lo og lade, bankbog og besiddelse, så falder der lidt af til de højere magter.

Engang var det sat i system, man betalte tiende - en tiendedel af sin indtægt - til kirken og præsten. 

En fast takkegudstjeneste for høsten fandt tidligere sted på Mikkels dag, 29. september. Indtil Struensees helligdagsreform i 1770 var dagen gudstjenestedag og fridag.

Ærkeenglen Mikael, hvis navn betyder "hvem er som Gud", er en slags anfører i det englehierarki, som spekulationer og enkelte bibelhenvisninger har opbygget, såvel i jødedommen som i kristendommen.

Engel er det latinske for sendebud, og hver gang der i myterne skal skaffes forbindelse mellem det himmelske og det jordiske, dukker englene op, meget praktisk udstyrede med vinger.

Uvist af hvilken grund afbildes Mikael som sjælevejer på kalkmalerierne. Især fra den egyptiske religion kender vi lignende billeder af figurer, der på dommens dag sørger for undersøgelsen af den dødes sjæl.

Man bliver vejet, og bliver man fundet for let, så går den videre rejse nedad. Men har ens liv haft tilstrækkelig tyngde, så går det opad. Der er ingen tvivl om, at Mikael er streng og retfærdig, men hans retfærdighed er, på samme måde som Guds, temmelig uretfærdig, for ofte ser man på kalkmalerierne, hvordan Mikael i al ubemærkethed lægger sin finger på kanten af vægtskålen med den lille, tilsyneladende alt for lette sjæl.