Sådan gør vi i julen
Julen er kirkelig set en forholdsvist ny fest. For de første kristne var årets store fest påsken.
Jesu opstandelse var begyndelsen. Først senere begynder man at interesse sig for Jesu barndom.
Oldtiden i almindelighed var ikke interesseret i det med fødselsår og -dag. Det var et menneskes voksenliv, der betød noget. Barndommen eksisterede så at sige ikke.
Men efterhånden opstod der spekulationer omkring Jesu fødsel. Snart begyndte man at spørge, hvornår det skete. Ser man i de bibelske kilder, opstår der forvirring.
Herodes, der omtales i Matthæus- og Lukas-evangeliet, var konge indtil år 4 f. Kr. Kvirinius, som omtales i juleevangeliet hos Lukas, var landshøvding fra år 6 -12 e. Kr.
Hvad angår den i juleevangeliet omtalte folketælling, så placerer Tertulian, en romersk historieskriver, den i Judæa år 8-7 f. Kr. Oplysningerne kan altså ikke uden videre passe sammen.
Romerne angav oprindeligt årstal ud fra de forskellige kejseres regeringsår, men på et tidspunkt blev det almindeligt at tælle årene tilbage fra kejser Diokletians tronbestigelse. Det brød de kristne sig ikke meget om, for Diokletian var den store kristen-forfølger.
I 525 fik munken Dionysius derfor til opgave af paven at gøre noget ved sagen. Han mente, det var bedre at beregne årene fra den nye verdens begyndelse, Jesu fødsel, og som dato valgte han d. 25. december.
Årstallet valgte han sådan ca. midt mellem de sandsynlige og kaldte det år 1 efter Kristi fødsel. Desværre glemte han år 0. Da vi ved nytårstide 1999/2000 fejrede tusindsårsskiftet, var vi reelt et år for tidligt på den.
Datoen havde man diskuteret længe. Allerede biskop Clemens af Alexandria i Egypten bekendtgjorde omkring år 200, at Jesus var født d. 19. april. Andre kirkefædre nævnte datoerne 20. maj og 17. november.
Men også d. 25. december var blevet nævnt ud fra teologiske overvejelser, der knyttede sig til opfattelsen af, at verden blev skabt d. 21. marts, forårsjævndøgn, og da solen blev skabt på fjerde-dagen, altså d. 25. marts og Jesus var den nye sol, så sattes hans undfangelse til denne dag, hvorefter fødselsdagen måtte være d. 25. december, ni måneder efter.
Der var en anden og væsentligere årsag til fastsættelsen d. 25. december. I år 274 havde kejser Aurelian indført en festdag i det romerske rige på denne dato, Natale Solis Invictus, den uovervindelige sols fødselsdag. Det blev en folkelig fest, der på mange måder knyttede det store rige sammen, for uanset hvilken religion, der var fremherskende i de forskellige områder af det romerske rige, så spillede solen en væsentlig rolle i befolkningernes livsholdning. Mennesker har til alle tider været klar over, at solen er livets forudsætning, så det var oplagt at sige, at solen er gud!
Sol-festdagen, lige på det tidspunkt hvor den fysiske sol på den nordlige halvkugle var ved at vende tilbage ved vintersolhverv, slog igennem alle vegne, og fastsættelsen af Jesu fødselsdag på samme dato var yderst populær. Kirkeligt set var det nærmest genialt. Man omformede en kendt fest og gav den et andet indhold. Den dag i dag er vores julefejring præget af et sammenfald, for ikke at sige en sammenblanding, af folkelige og kirkelige lag.
I de østlige kirker fastholdt man dog at fejre Jesu fødsel på den dag, som længe havde været festen for Jesu guddommelige tilsynekomst, kaldet Epifani, det tidspunkt hvor vi fejrer helligtrekonger.
Da kristentroen nåede til Norden kendte man allerede en fest omkring vintersolhverv, kaldet jul. Ordets oprindelse er usikker, men det oldnordiske jól betyder hjul eller kreds, og festen blev fejret med mad og drikke i rigelig mængde, heller ikke ukendte fænomener i vores jule-fejring.
Juleaften læses naturligvis Lukas' fortælling om den første jul i stald og på mark ved Betlehem.
Desuden læses fra Det gamle Testamente profeten Esajas' forudsigelse af Fredsfyrstens fødsel.
Juledag læses Juleevangeliet igen det ene år, det andet år læses Johannes-evangeliets parallel til skabelsesberetningen.
Mens det i vor tid er karakteristisk, at julefejringen begynder mindst en måned før jul, så var det i det gamle bondesamfund før i tiden nærmest omvendt. Julen begyndte d. 25., og forberedelserne strakte sig ikke over meget mere end en uges tid. Man skulle bl.a. beklæde væggene med tæpper og sørge for at strø julehalm på gulvet. Den skulle være frisk, for den skulle ligge julen over, den måtte ikke "bæres ud", sådan som vi stadig siger det, vel egentlig uden at vide, hvorfra udtrykket stammer.
Når alt var parat, indledte man den kirkelige fest i hjemmet aftenen før. Det er gammel forståelse, at en fest begynder ved solnedgang aftenen før selve dagen. Det stammer fra den jødiske tradition, hvor sabbatten, hviledagen, vores lørdag, begynder fredag aften ved solnedgang og slutter lørdag ved solnedgang.
Af samme årsag har natten inden en festdag en særlig karakter. Man forestillede sig, at ånderne holdt flyttedag, og så gælder det om at holde de onde af dem væk, hvorfor larm og fyrværkeri ofte blev en del af begivenhederne natten før en festdag. I kirkelig sammenhæng holdt man vigil, vågenat, hvilket stadig afspejler sig i midnatsgudstjenester julenat. Fra Rom transmitterer DR således pavemessen.
I Danmark er d. 24. december nu offentlig hviledag. Kalenderne trykker den med rød farve, butikkerne er lukkede, og efter at folkekirken i 1992 fik en ny gudstjenesteordning, er det også blevet en fast gudstjenestedag. Indtil da eksisterede årets mest besøgte gudstjeneste egentlig ikke!
Julemorgen var før i tiden årets store begivenhed. "Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit himmerig," synger Grundtvig i en af sine salmer. Man gik i kirke til otte-sangen, en gudstjeneste kl. 8 julemorgenen!
Mens vi her til lands nu om dage sover ud efter den foregående aftens strabadser, så holder man fast ved traditionen andre steder i verden. Selv i vores naboland Sverige gør man det, og fra de utallige engelsk-sprogede film kender vi skikken med at hænge sokker ved kaminen julemorgen. Heri lægger Santa Claus sin gave.
Han hedder egentlig Niklaos eller Nikolaj. Han er de søfarendes beskytter, derfor er der Nikolaj-kirker i større havnebyer. Ifølge legenden var han biskop i den lilleasiatiske by Myra omkring år 300. Det fortælles, at han, der var rig, gav sin fattige nabo poser med guld, så denne kunne give sine tre døtre medgift, og dermed undgå, at de skulle tjene til livets ophold som prostituerede. Hans helgendag er d. 6. december, og på den dag gav man tidligere gaver.
Man gør det faktisk stadig i Holland. Det var Martin Luther, der foreslog, at gavedagen skulle flyttes til juledag for at understrege, at Jesus er Guds store gave til os.
Var julen først begyndt, så varede den til gengæld 12 dage, ligesom årets 12 måneder.
Og det gik lystigt til. Både på land og i by holdt man julestue med mad, drikke og ikke mindst lege.
Ofte grovkornede lege, hvor det gjaldt om at narre hinanden, og hvor karl og pige helst skulle bringes i lidt vovede situationer. Når nytåret med sine løjer kom oven i juleriet, så er det ikke så underligt, at allerede Christian d. 4. forbød julestuerne, uden at man dog rettede sig efter det.
Først i pietismens tid i slutningen af 1700-tallet dæmpedes lystigheden.
Vi har en påmindelse om det i Brorson salme "I denne søde juletid skal man sig RET fornøje," altså på en rigtig og anstændig måde.
Hvad angår fornøjelserne, så knytter de sig nu om dage først og fremmest til juletræet. Skikken med at hente et stedsegrønt træ ind fra skoven og placere det i stuen er kun små 200 år gammel.
Og som det fremgår af de verdslige julesange, som fx "Juletræet med sin pynt", så har det mere at gøre med solhvervsfejring end med Betlehems-barnet.
Julen er en blandet landhandel. Og tak for det! Den bedste julehilsen jeg kender er: