preload loader
Før søndagen fra Todbjerg kirke

Før søndagen fra Todbjerg kirke

 

Før søndagen fra Todbjerg Kirke

Aarhus Universitetskor synger sammen med folk fra egnen under ledelse af Carsten Seyer-Hansen.

Organist er Kristian Giver og Mette Sandahl er solist.

15. juli 2007
6. søndag efter trinitatis skærper Jesus kravene til sine efterfølgere. De ti bud var det, de gamle sagde man skulle overholde for at være i salveten (kommer af det latinske for "frelse").

Men Jesus tilføjer: Kalder du din bror for en idiot, så venter Helvedes ild dig.

Dagens salmer:

  • Gak ud, min sjæl, betragt med flid
    Tekst: Paul Gerhardt 1653. Chr. M. Kragballe 1855
    Melodi: Genève 1551. Nathan Söderblom 1916
  • Nu blomstertiden kommer
    Tekst: Israel Kolmodin 1694. C.J. Brandt 1885
    Melodi: Svensk folkevisemelodi 1693

22. juli 2007
7. søndag efter trinitatis får tolderen Zakæus klar besked: Sælg hvad du ejer og giv til de fattige. Og han gør det! Måske fordi han først har oplevet det helt utrolige, at af alle borgere i verdens ældste by Jeriko var det ham, Jesus opdagede oppe i træet og kaldte ned, for at han kunne besøge ham.

Ganske bemærkelsesværdigt, for som tolder ansås han for at være landsforræder, der var gået i besættelsesmagtens tjeneste. Jesus opsøger det fortabte.

Dagens salmer:

  • Guds igenfødte, ny-levende sjæle
    Tekst: H.A. Brorson 1735
    Melodi: Ansbach 1664. Freylinghausen 1704
  • Så vældigt det mødte os
    Tekst: K.L. Aastrup 1962
    Melodi: Stralsund 1665

28. juli 2005
8. søndag efter trinitatis konstaterer, at der findes mange falske profeter. "De kommer til jer i fåreklæder, men indeni er de glubske ulve. På deres frugter skal I kende dem."

Der skal være overensstemmelse mellem ord og handling.

Dagens salmer:

  • Vågn op og slå på dine strenge
    Tekst: Thomas Kingo 1674
    Melodi: Hamburg 1690
  • Kom, regn af det høje! lad jorden oplives
    Tekst: Johann Caspar Stegman 1714. H.A. Brorson 1734
    Melodi: Freylinghausen 1704

5. august 2007
9. søndag efter trinitatis fortæller Jesus en aldeles umoralsk historie om en forvalter, der efter at være blevet taget for underslæb alligevel fortsætter med at snyde sin chef ved simpelthen at nedskrive firmaets udestående.

Det skaffer ham mange venner blandt hans forretningsforbindelser. Mærkeligt nok synes såvel chefen i historien som Jesus at mene, at det var klogt gjort!?

Historien skal vistnok understrege, at i Guds rige gælder ret og rimelighed ikke. Hvilket skulle være til vores fordel!

Dagens salmer:

  • Den mørke nat forgangen er
    Tekst: Hans Christensen Sthen 1589
    Melodi: August Winding 1874
  • Dommer over levende og døde
    Tekst: Johannes Johansen 1975
    Melodi: Asger Pedersen 1978

12. august 2007
10. søndag efter trinitatis græder Jesus ved tanken om det, som skal ske med den hellige stad Jerusalem. Den skal ødelægges og jævnes med jorden.

Det skete få år efter, da romerne år 70 ødelagde templet og jog jøderne ud af byen. Jesu gråd afløses af vrede, han rydder templet for handlende. 

Dagens salmer:

  • Nu gløder øst i morgenskær
    Tekst: K.L. Aastrup 1940
    Melodi: Tysk 1672
  • Du, Herre Krist
    Tekst: Hans Christensen Sthen 1588
    Melodi: A.P. Berggreen 1852

19. august 2007
11. trinitatis-søndag møder vi nogle mennesker, som er eksempler på det med forholdet mellem ord og handling. Jesus fortæller om farisæeren og tolderen, der begge gik op til templet. Farisæeren, i god forstand bedste-borger, takkede Gud for at han var i stand til at klare religionens strenge krav og bud, tolderen derimod, landsforræder og halv-kriminel, har ikke noget at komme med. "Vær mig synder nådig," beder han.

Det er hans bøn, der bliver hørt. For i forhold til Gud SKAL man slet ikke komme med noget!

Dagens salmer:

  • Denne er dagen, som Herren har gjort
    Tekst: N.F.S. Grundtvig 1837
    Melodi: Melchior Vulpius 1609
  • Det dufter lysegrønt af græs
    Tekst: Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985
    Melodi: Waldemar Åhlén 1933

26. august 2007
12. søndag efter trinitatis fortæller tekstens ord om en dreng, der ikke havde ord. Han var døvstum. På den mest håndfaste måde griber Jesus fat i ham og giver ham både hørelse og tale. Det er den slags vi kalder et "mirakel". Jeg kan bedre lide ordet "under".

Ordet mirakel er latin og betyder faktisk "noget at undre sig over". Når man undrer sig, er det fordi, det man oplever, er gådefuldt på en vedkommende måde. "Hvad mon meningen er?" spørger man uvilkårligt sig selv. I dette tilfælde var det selvfølgelig meningen, at denne dreng skulle blive rask.

Men hvad med alle dem, der ikke blev raske, spørger vi undrende. Svaret får vi ikke, men det er vigtigt at huske rækkefølgen mellem under og tro. Et under er ikke begrundelse for kristentro. Det ville være over-tro.

Men i kristentroens verden sker der undere! "Han har gjort alting vel," sagde de, der så. 

Dagens salmer:

  • Lover den Herre, den mægtige konge med ære
    Tekst: Joachim Neander 1679
    Melodi: Stralsund 1665
  • Du fødtes på jord
    Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 1984
    Melodi: Erik Haumann 1987

1. september 2007
13. søndag efter trinitatis fortæller Jesus en af sine mest kendte historier, den om manden, der på vej fra Jeriko til Jerusalem bliver overfaldet af røvere. Mens han ligger forslået i grøften, går først en præst, så en kirketjener, forbi uden at hjælpe. Det er ikke fordi, de er uden medlidenhed, men de er på vej til tjeneste i templet, og hvis de hjælper manden, bliver de religiøst urene, så de ikke kan passe deres arbejde.

Lidt efter passerer en rejsende af anden etnisk afstamning, en samaritaner. Han standser op, giver førstehjælp, kører (rider) ham til det nærmeste privathospital (herberg) og betaler for hans behandling.

Hvorefter Jesus stiller sit spørgsmål som en omvendt morale: "Hvem af disse tre, synes du, var næste for ham, der faldt i røvernes hænder?"

Altså ikke: "Hvem er din næste", men "hvem skal du være næste for!" Når vi så har givet det rigtige svar, lyder ordene: "Gå du hen og gør ligeså!" Tydeligere kan det ikke siges. Du er den andens næste. Det moderne velfærdssamfund, hospitaler, humanitært hjælpearbejde, al verdens menneskerettigheds-erklæringer og hver hjælpende hånd er frugter af den historie.

Dagens salmer:

  • Nu rinder solen op af østerlide
    Tekst: Thomas Kingo 1674
    Melodi: H.O.C. Zinck 1801
  • Den klare sol går ned
    Tekst: Thomas Kingo 1674
    Melodi: Johann Schop 1642

8. september 2007
14. søndag efter trinitatis' historie handler om ti spedalske. At være spedalsk på Jesu tid var ikke kun at være offer for en - dengang - uhelbredelig sygdom. Det var også at være udstødt af samfundet. Spedalskhed smitter, lemmer og krop bliver til stinkende stumper.

Ti af den slags udstødte mødte Jesus. "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" råbte de på smittesikker afstand.

"Gå hen og lad jer syne af præsten," var Jesu mærkelige svar.  Dengang var religionsvæsenet også sundhedsvæsen, og mens de 10 humper og kravler af sted, så sker det: de bliver raske.

Men kun én vendte tilbage til Jesus for at sige pænt tak. Og han var en samaritaner! Til gengæld får han dobbelt gevinst. Han får tilsagn om evig glæde: helbredelse og salighed!

Dagens salmer:

  • Bryd frem, mit hjertes trang at lindre
    Tekst: Ludwig Andreas Gotter 1714. H.A. Brorson 1734
    Melodi: H.O.C. Zinck 1801
  • Alleluia
    Tekst: Salme nr. 104.
    Melodi: Finn Mathiassen

15. september 2007
15. søndag efter trinitatis handler det om de daglige bekymringer. Teksten stammer fra Jesu Bjergprædiken. Man skal forestille sig Jesus siddende i græsset eller på en sten på et bjerg med udsigt ned over Genezareth sø. Tusinder af tilhørere sidder omkring ham på skråningen. "Vær ikke bekymrede for jeres liv. Se jer omkring, se, hvordan himlens fugle hverken sår, høster eller samler i lade. Alligevel sørger jeres himmelske far for dem. Se, hvordan markens blomster er klædt i de skønneste dragter, finere end kongens, hvorfor er I så bekymrede for, hvordan I får tøj på kroppen? Søg først Gud rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift," siger Jesus.

Ubekymrethed er ikke det samme som at sidde med hænderne i skødet. Lige inden har Jesus i sin tale fokuseret på vores ansættelsesforhold som borgere i Guds rige. Der er to magthavere i verden, siger han. "I kan ikke tjene både Gud og Mammon (pengene)."  I Mammons rige følger man bekymret bundlinien. I Guds rige sørger chefen for, at der er, hvad der skal være, til dagen og vejen.

Dagens salmer:

  • Nu falmer skoven trindt om land
    Tekst: N.F.S. Grundtvig 1844
    Melodi: Johan H. Nebelong 1889
  • Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
    Tekst: C.R. Sundell 1934. K.L. Aastrup 1945
    Melodi: Knud Jeppesen 1951
 

Send eller anbefal link

Medvirkende:

Aarhus Universitetskor synger sammen med folk fra egnen under ledelse af Carsten Seyer-Hansen og organist Kristian Giver

Tilrettelæggelse:

Præst og mediemand Mogens Hansen

 
 

Find mange flere radio- og tv-programmer om tro på dr.dk/tro

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Før søndagen > Før søndagen

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.