Varmen bliver genbrugt
Lavenergihuset fra Trelleborg holder så godt på varmen, at det ikke behøver at få tilført varme overhovedet, så længe temperaturen udenfor er over 0 grader.
Der bliver ikke fyret for gråspurvene i Trelleborgs lavenergihus i Solbjerg. Huset er meget effektivt isoleret, vinduerne er superlavenergivinduer og ventilationssystemet sørger for at genbruge 90 procent af varmen, når luften i det meget tætte hus skiftes ud.
Superisolering
Varmen i huset kommer fra solens varme, elektriske apparater, komfur og de personer, der bor i huset. Kun når det er frostgrader, er det nødvendigt at tilføre varme fra en luft til luft varmepumpe. Det betyder, at husets energiforbrug kan holdes nede på 3500-3700 kr. om året.
-
Huset er isoleret med glasuld i klasse 34, der isolerer 8 procent bedre end almindelig glasuld.
-
Vinduerne er tre-lags superlavenergivinduer med kryptongas, der isolerer omkring dobbelt så effektivt som vinduer med det traditionelle argongas.
-
Et Genvex-ventilationsanlæg sørger for, at 90 procent af varmen bliver genbrugt, når luften skiftes ud.
-
Energivenlig luft til luft varmepumpe sørger for opvarmning på meget kolde dage.
Det har kostet 2.475.00 kr. at bygge det 189 kvm store træhus i Solbjerg ved Århus.
Fremtidssikret
- Jeg kan ikke sige, hvor meget dyrere det er at bygge et lavenergihus i forhold til at bygge efter standarderne i bygningsreglementet, men jeg er overbevist om, at det kan betale sig i enhver henseende. Du får jo meget ekstra for pengene. Og så får du et hus, der er fremtidssikret, siger Mikael Klausen, konsulent i Trelleborg.
På de helt kolde vinterdage får huset i Solbjerg suppleret sin varme fra en luft til luft varmepumpe. Den fungerer populært sagt som et omvendt køleskab. I stedet for at flytte varmen ud, flytter den varmen fra udeluften ind.
- Alternativet kunne være at investere omkring 150.000 kr. i et solcelleanlæg. Det vil kunne bringe energiudgifterne ned på 0 kr., siger Mikael Klausen.