Fra minus til plus på energiregnskabet
Zero+huset i Sønderborg producerer mere energi, end det bruger.
Det er fremtidens teknologier, der er taget i brug i huset på Prins Henriks Avenue i Sønderborg. Huset er specialdesignet til at udnytte al energi optimalt, så slutregnskabet bliver, at elmåleren løber baglæns, og der sendes strøm retur til elværket.
- Overskuddet er så stort, at huset vil kunne forsyne en fremtidig elbil til husets beboere, vurderer direktør Torben Golles fra SIB Byggeri, der har tegnet huset.
Prisen på vej ned
-
På taget ligger 52 kvm. solceller.
-
Et ventilationsanlæg overfører varme fra udsugning til indblæsning
-
Vægge og lofter er konstrueret med plads til ekstra isolering
-
På meget strenge frostdage bliver huset varmet op af et jordvarmeanlæg
-
Der er monteret LED spots i stedet for halogen spots
-
Alle hårde hvidevarer er A-energimærkede
-
Husets beboere er undervist i energirigtig opførsel
Det har kostet 3.500.000 kr. at bygge det nye hus på 200 kvm. Især jordvarmen kombineret med solcelleanlægget på taget er med til at holde huset på plussiden, når det gælder energiforbrug. Anlægget har kostet omkring 380.000 kr.
- Det er en investering, som de fleste vil vurdere ikke står i forhold til energibesparelsen. Priserne er dog for nedadgående, og jeg er sikker på, at solceller bliver en af fremtidens energikilder, siger Torben Golles, der betragter huset som et demonstrationshus.
Til nybyggeri
Ekstra isolering er et andet karakteristika for huset. I konstruktionen af ydervæggene er der gjort plads til 500 mm isolering. Spær og tagkonstruktionen er isoleret med 600 mm isolering.
- Det er i de færreste eksisterende bygninger, der kan isoleres så meget, men i nybyggerier vil der være alle muligheder for at tænke ekstra isolering ind, siger Torben Golles.
Huset er blevet til som en del af Sønderborg Kommunes ProjectZero, der skal gøre hele Sønderborg-området CO2 neutralt i 2029.