Master Fatman
Kosmisk kærlighed til alle
Lige meget hvilken situation du står i - om den er god eller dårlig, om du har mistet alt eller vundet en masse, om nogen har gjort dine kære ondt eller ydmyget dig og gjort dig ked af det - så er der kun én eneste ting, der er det rigtige at gøre: Kærlighed, Kærlighed og mere Kærlighed.
Ordene stammer fra Master Fatman - Tykmesteren - eller Morten Lindberg, som han blev født. Og masser af Kosmisk Kærlighed har været på dagsordenen lige siden, han trådte ind i danskernes bevidsthed som fortolker af Abba-sange i slutningen af 80'erne.
Siden har man bl.a. kunnet opleve ham som tv-vært i Frank of Denmark, filmskaber med Gayniggers From Outer Space, stifter af Det Kosmiske Parti, en reinkarnation af Bobby Ewing fra Dallas, dj med hang til easy listening, tyske schlagere, sort 70'er funk og italiensk jazz, bassist i duoen Lindberg Hemmer Foundation og som en altomfavnende bankovært, konferencier og kæledægge, som aldrig har været bange for at give en krammer.
Som quizmaster i underholdningsprogrammet Hiv Stikket Ud lægger Master Fatman ikke skjul på, at han har ambitioner om at frelse verden. Der kommer i hvert fald ikke til at mangle kærlighed.