preload loader
>
 
 

Der er mange kommet mange bud på hvad historien om Udo Lovegold går ud på. Også mange, der var tæt på den rigtige løsning. Derfor har vi taget den først indkomne rigtige teori, som kommer fra Rosa Hald fra Skanderborg med denne tekst:

Lovegold har fået nedtur efter sin koncert, drukket sig fuld og er kørt afsted i sin tourbus. Her har han grundet sin høje promille mistet kontrollen over bussen og påkørt hunden Heinz, der var ude at gå tur med sin ejer. Lommetørklæderne er brugt til sårene på hunden. I panikken har lovegold glemt sin kasket, da han og hundens ejer har skyndt sig på dyrehospital med Heinz.
 Rosa D. Hald

Her er et udpluk af de andre fantasifulde teorier, vi har fået:

Udo Lovegold sneg sig ud af hotelet plaget af en mindre deprætion, han tog tourbussen og kørte fra hotellet for at komme væk fra det hele.
Fordi Udo ikke kender området hvori han befandt sig, får han forvildet sig ud mod kysten. Efter at Udo har kørt forvildet rundt et godt stykke tid, er det ved at blive mørkt
og fordi Udo prøvede at finde kontakten til lyset, afledes hans opmærksomhed fra kørebanen, han finder den, får tændt lyset, ser op og det første han ser i lyset er person foran bussen, i panik rykker Udo voldsomt i rettet, bussen køre over en mark og til Udo's held stopper med kun forhjulende ud over skranten.
Udo kommer ud af bussen og løber mod vejen, der finder han en dreng siddende med sin blødende hund i skødet, drengen fortæller at den blev ramt af bussen,
efter at have forbundet hundens sår, hjælper Udo drengen med at får hunden til en dyrelæge. Udo bliver sammen med drengen hos dyrelægen natten over. Næste morgen bliver drengen ringet op af en livvagt, som på gerningsstedet have fundet et hundetegn med dette nummer, drengen forklare livvagten hvad der er sket. Kort efter ankom to livvagter og afhentede Udo.
Efter denne oplevelse stoppede Udo sin karriere som sanger og er nu gået i behandling for deprætion og alkoholmisbrug.
O. Uldum

Lovegold har i et lyst øjeblik forstået, at han som kunstner, er mere værd død end i live. Han har taget tourbussen og iscenesat sin egen død.
Det ville kun være et spørgsmål om tid, inden offentligheden ville få kendskab til hans psykiske tilstand, hvilket ville være et stort nederlag for.  Ved at placerer bussen i syd Danmark, har han kun et lille stykke vej hjem til Tyskland, hvor han ville kunne gemme sig.  Lovegold har dog ikke kunne bære at skulle efterlade sin hund i bussen.
Den har han taget med sig.
Christina Lynge

Jeg var træt, træt af det hele. At det skulle være en hemmelighed at jeg havde op- og nedture, jeg jo for fanden kun et menneske.
Jeg tømte nu mit 6 glas rom, jeg gemte mig altid bag alkoholen. Jeg druknede smerten, men det var for meget nu. Det var den her åndssvage karrieres skyld, den tog al min tid. Jeg måtte væk og jeg vidste at den danske unge livvagt der stod uden for min dør, var ligeglad med mig. Så jeg smuttede ud af vinduet, selvom jeg havde indtaget 6 glas rom, satte jeg mig op bag rettet i tourbussen.
Jeg var ikke kommet langt før det gik galt, bussen skred ud over en skrænt og mit hoved bankede mod ruden. Jeg kunne smage blod i min mund, og mine bukser blev let plettet af blodet. Jeg rejste mig op, men bussen vippede faretruende ud over skrænten. Jeg kiggede rundt omkring mig, det eneste der lå var en hundesnor. Jeg samlede den op, og fik den kastet på en armlæn længere nede i bussen. Jeg greb godt fat om den og hev mig selv, i et langt hop hen til døren. Jeg kastede mig ud af døren, og havde stadig snoren i hånden da stod ude på vejen. Bussen hang stadig og vippede. Jeg gik et langt stykke, da jeg opdagede at jeg stadig blødte fra læben. Jeg tog et par papirlommetørklæder og fik blod stoppet, jeg satte mig ned tog kasketten af og tænkte. Men der var der var ikke noget at tænkte over, jeg måtte væk.
Så jeg løb...........
Det er her PET finder tingene, og sætter en eftersøgning igang.
Nana Andreasen

Efter den succesfulde koncert i på Åbenrås største sportsplads, sidder Udo Lovegold på sit hotelværelse.
værelset et som alle andre værelser han har set, og han synker lidt efter lidt ned i en, for ham, genkendelig ensomhedsfølelse.
Han prøver ihærdigt at holde sig oppe, han tager en flaske fra minibaren. det hjælper ikke, han tager en til og en til, indtil det går op for ham, at der skal noget andet til, hvis han skal klare natten igennem og koncerten i morgen.
 
Jeg må væk herfra tænker han, men han ved også at han har en livvagt siddende udenfor døren, og ved tanken om, at han vil få 'hale' på hvis har går ud den vej, får ham til at krympe sig, han kan da ikke have vidner til sin egen nedtur, det vil være  det samme som at skrive til sladderbladende,, og det har han læst nok af.
Han kigger ud af vinduet, og han bliver helt opmuntret ved at se, at der er en brandtrappe lige udenfor hans vindue.
Nu ligger løsningen ligefor, så behøver han ikke at have travlt.
han skifter scenetøjet ud, med et par slidte cowboybukser, en sort t-shirt og sine nye støvler. Han tager en pakke papirlommetørklæder, smøger og ild, flere flasker fra minibaren og sit engangskamera med, han har anbragt alle tingende i lommerne. det buler lidt ud, i spejlet kan han se, at han får en lidt sær facon, men han er ligeglad, nu vil han ud i og få lidt luft og se Åbenrå og omegn.
 
Han kravler ned af brandtrappen, lidet anende, at han derved aktiverer brandalarmen på brandstationen. Han står lidt nedenfor trappen, og kigger lidt til alle sider, som for at bestemme sig til hvilken vej han vil gå.
Han vælger at gå ad den vej han kan huske de kom ad med bussen, så han havde en chance for at finde tilbage uden større anstrengelser.
 
I mellemtiden er brandsttionens  frivillige mandskab kommet til, de fleste hjemmefra, og enkelte fra deres arbejde som nattevagter.
Bilen fyldes op og kører med udrykning mod hotellet, alle er meget stille, for de ved, at en brand i et hotel, kan være en skræmmende affære, selv for hærdede brandfolk.
de nærmer sig hotellet, og ser en stor bus holde på p.pladsen TOURBUS  UDO LOVEGOLD stod der på, med fanfasifuld skrift og et maleri af en guitar.
 
Udo er nået til hjørnet af hotellet, da han hører brandbilens tuden, han tænker straks på sin egen tidlige ungdom, for ikke så mange år siden, da han havde hørt det samme, hjemme i den lille landsbys udrangerede højhusbyggeri. han havde været ude på gaden og stod og snakkede med kammeraterne, da den med hvinende bremser stoppede ved højhuset, og Udo så nu, at det var ild i en lejlighed, det tod lidt tid, før han opdagede at det var hans, og hans søskendes lejlighed.
Der havde de boet siden forældrenes bilulykke. Han havde taget sig af at tjene pengene, medens hans søster havde taget sig af de to små og hjemmet.
Udo, kunne intet gøre, han kunne bare stå at se til at huset brændte ned, og hans søskende, og de fleste andre beboere omkom ved branden.
 
Nu stod Udo som forstenet og kiggede på brandbilen, hvad skete der? Han kunne mærke panikken brede sig i kroppen, og før han selv havde gjort sig det klart , befandt han sig bag den store tourbus' rat, havde startet den, og manøvrede den ud af p.pladsen,  han var i en slags panisk trance, han tænkte ikke, han følte blot panikken og rædslen fylde hele sin krop.
Han havde fundet en vej, det virkede somom der ikke var anden trafik, så han satte farten op.
Den store bus tordnede afsted, gennem et smukt terræn, hvor skov, skrænter og blødt græs vekslede og gav indtryk af fuldendt idyl.
 
Gerda og Harry Jørgensen, havde sagt ja, til at passe deres eneste barnebarn, hun var en charmerende tøs på 6 år, der elskede sine bedsteforældre, og de hende.
Lauras, som hun hed, forældre havde lyst til at komme til koncert med tidens store navn Udo lovegold, og skulle så have passet Laura, der endnu var for ung til at tage med til koncerter.
Gerda og Harry satte sig ind i deres gamle Saab. Den var nænsomt og omhyggeligt vedligeholdt, så den havde været dem en trofast følgesvend i mange år.
De havde vanen tro, diskuteret hvilken vej der var den nemmeste til Åbenrå, over morgenkaffen, og havde, vanen tro, ikke valgt den nemmeste, men den smukkeste. denne velkendte diskution, gav dem en slags tryghed, og begge smilede tilfreds da de startede bilen, bakkede ud af indkørslen og kørte ad den lille vej, der i første halvdel var fyldt med sving, så det i starten gik langsomt, man skulle jo passe på, ikke at komme galt afsted, som Harry altid kommenterede, når Gerda altid kommenterede, at han nu kørte meget langsomt.
 
Udo nærmest stod op på bremsen i den store tourbus , han var helt uforberedt på det sving han pæudselig skulle forcere, det gik op for ham, at han havde alt for meget fart på, og ville ikke kunne svinge hvis han ikke fik bremset ned i en fart.
Bussen slingrede faretruende, i den voldsomme medfart den fik, og den endte med at skride ud den stoppede op, da undervognen hang fast i nogle sten, fordi forhjulene hang ude i den frie luft.Udo, sad og holdt krampagtigt på rattet. han stirrede tomt ud af førevinduet, medens tankerne stormede igennem hans hoved, det gik så hurtigt, at han ikke kunne finde hoved eller hale i dem, og han handlede pr. instinkt. langsomt slap han rattet, lukkede den bagerste dør på, rejste sig meget forsigtigt og begyndte at gå ned gennem bussen.
Lige idet han steg ud af busset, så han en lyseblå saab komme listende afsted, en gammel årgang, tænkte han automatisk, den første tanke han selv kunne forstå, efter at han havde fået stoppet bussen.
han gik hen til skrænten og kiggede ned, det var nu ikke fordi der var så langt ned, men i en bus i høj fart ud over, ville have kostet ham livet, og han kunne ikke dø, han måtte leve livet, for ham selv, men også for hans søskende, et løfte han gav, da han stod ved deres grav.
 
Udo kravlede ned ad skrænten, da han var kommet ned, opdagede han, at hele hans krop rystede ubehersket og han svedte voldsomt. Han satte sig på jorden og lænede sig opad skrænten, han tog sin kasket af, og purrede op i håret, så han kunne fordampe lidt af sveden der gjore håret helt vådt.. Han følte sin næse løbe, han to et lommetørklæde frem og tørrede den, og opdagede at det var næseblod, han brugte et par stykker og smed dem på jorden.han kiggede sig lidt omkring, og tænkte, at han nok var nødt til at hvile lidt, før han gik hjemad, og stedet hvor han var havnet, virkede meget øde, så her kunne han hvile lidt i fred.  Der gik ikke lang tid før han faldt i søvn.
 
Hvad Udo naturligvis ikke viste var, st det rigtig nok var et øde sted, og netop derfor et yndet sted for hundeejere at motionere deres hunde, her kunne de løbe frit, og var der andre hunde, ja så var det næsten som en hunde(børne)have.
Men netop denne ¨tidlige morgen var hundende og deres ejerne i søndagshumør, og der var kun en hund i området.
En *Stor Dansker* tøffede afsted men sin ejer i den anden ende af snoren, hunden 'Heinz* gad faktisk ikke at gå tur, men dens menneske havde åbenbart brug for at blive luftet, så, tænkte Heinz, kunne man vel gøre ham den tjeneste..
Hunden hev ganske let i snoren, og dens menneske forstod, at den ville løbe selv, han tog halsbåndet af den, og lod den løbe.
den løb straks i retning af skrænten, så målbevidst
 at dens ejer tænkte, der er nok en død fugl, og blev helt træt ved tanken om, at den skulle vaskes når de kom hjem, for den stank ville ikke være til at holde ud ellers. Så han stak i løb efter hunden i et naivt forsøg på at nå den, inden den lagde sin kæmpe krop på den stinkende bunke fjer.
han så sin hunds hale logre, og ørene vippe, det var tydeligt at den havde fundet noget, den syntes var umåde spændende.
Han løb så hurtigt cigaretterne tillod, medens han trak været som et gammeldags lokomotiv, endelig nåede han frem. Før han overhovedet kunne se, endsige høre noget, måtte han bøje sig frem for at få ilt ned i lungerne, efter noget tidm kunne han interessere sig for hvad Heinz havde fundet, og opdagede til sin forbløffelse en mand der sad og sov.
Hundens snude var overalt, og den snøftede af interesse. Den begyndte at slikke på den sovende mands ansigt, Heinz ejer så, at der var tårer på kinderne, og hunden kunne ikke stå for det salte vand.
 
Udo, var i en tilstang af halvt sovende halvt vågen, da det gik op for ham, at nogen var ved at vaske ham?? Han rejste sig op, og blev nu helt vågen, da han stirrede ind i et par hundeøjne der var så højt oppe, at han måtte lægge hovedet barover.
Hunden satte sig ned foran ham,. og lagde hovedet på hans skulder. Så kunne Udo se, at der stod en mand bag ve, og forsøgte at finde halsbåndet og tabte det i fiorvirringen. Han sagde til Udo, du må ikke blive bange , den er så kælen, at der er størst fare for at blive slikket i hjel end at blive bidt.
Udo sad helt stille og lod hunden sidde, medens han præsenterede sig, Jeg heder Udo Lovegold sagde han.
Nej da er det rigtigt, Jeg skal til din koncert i aften, og det glæder jeg mig meget til. Jeg hedder forresten Keld Hansen, er du kommet noget til? er du faldet ned af skrænten? hvorfor sidder du her? Fryser du ikke?
spørgsmålene kom i en lind strøm ud af Kjeld, der undrede sig over at en så stor berømthed sad her i *deres hundepark* på den bare jord sov og græd på engang.
Kan jeg ikke hjælpe dig?, hvad med at tage med hjem og få en kop kaffe, så kan vi snakke om, hvad du har brug for.
Udo kiggede på manden, hvordan i alverden kunne han finde på at invitere en vild fremmed med hjem? underligt tænkte han, samtidig med at han hørte sig selv sige ja tak.
 
Udo rejste sig, børstede sin buksebag med hånden, og sammen gik de hjem til Keld og drak kaffe.
tilbage lå papritørklæder,kasket og en hundesnor med et halsbånd, der bar navnet Heinz, Oppe på skrænten stod den store bus, men den var der ingen der så,, for hvor tit kigger folk opad?
 Det var jo bare natursvineri, det fortalte jo ingen historie, tænkte naturvejlederen der en timestid efter kom forbi.
 
Annegrethe Dam
 


Se teorierne fra sidste konkurrence

Gæt et attentat

28. jan. 2010 14:22

Du får fem billeder og skal regne ud hvad morderens næste skridt er. Det har en masse af vores brugere gjort og vinderen er fundet

 





SeDRlive
 
SeTVoversigt
 
  
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Livvagterne > tegneserie

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.