Arbejdende ferie
12. apr. 2007 10.34
Se indslaget i dr. dk tv
Sommerferien er sjov, så længe du har penge til at gøre sjove ting for. Hvis du er en af de mange unge, som gerne vil af sted til udlandet, men ikke har sparet skyggen af en øre op til formålet, så kan du måske alligevel komme ud at rejse.
Du skal godt nok arbejde noget af tiden mens du er af sted, men til gengæld får du en gratis sommerferie, masser af oplevelser og en stribe nye venner. Ligesom Thomas Birch fra Viborg kan du endda ske at komme hjem med en ekstra slat penge til din slunkne bankkonto.
Arbejde for oplevelser
Thomas Birch fik sidste år arbejde på Island som postbud, fordi han sendte en ansøgning på hjemmesiden Nordjobb.net. Det er et projekt der drives af Foreningen Norden. Det er et non-profit foretagende, som skaber kontakt mellem nordiske arbejdsgivere og nordiske unge, som gerne vil arbejde i deres sommerferie mens de bor i et af de nordiske lande. Med andre ord kan du altså gennem Nordjobb.net få dig en god og gratis omgang på opleveren, hvis du gider yde lidt for det.
Lønnen mere end tilstrækkelig
Thomas fandt sig en meget billig flybillet til Island, og arbejdede som bud hos det islandske postvæsen. Han tjente omkring 10.000 danske kr. om måneden efter skat. Eftersom Nordjobb.net hjalp ham med at finde et billigt værelse hos en privat lejer, betalte han kun 2700 kr. om måneden i husleje - et meget billigt alternativ til at bo på hotel. De sidste 7300 kr. brugte han på mad, øl og oplevelser. Det beløb er ifølge ham selv mere end rigeligt til at klare sig for. Thomas var endda så heldig at have 10.000 kr. til overs, da han skulle hjem, fordi lønnen blev udbetalt lige inden han rejste tilbage.
For alle unge
Fåreavler, rengøringsassistent, bartender eller måske gartner? Der er en del forskellige arbejdsgivere som søger arbejdskraft, og hvis bare du er mellem 18 og 28 år og er nordisk statsborger, så er du egnet til at komme af sted. Det er ikke påkrævet, at du har erfaring indenfor det arbejde du søger. Du udfylder en ansøgning på www.nordjobb.net, som bliver godkendt og derefter sendt rundt til arbejdsgivere i hele norden. Hvis de er interesserede i at ansætte dig, så kontakter de Nordjobb.net, som så kontakter dig.
Øvrige links:
Undervisningsministeriets portal om jobs i udlandet: www.udiverden.dk
EURES formidler jobs til unge, som vil til udlandet og arbejde: www.eures.dk