Guide til barnestole
24. april 2008 kl. 19:30
på
DR1
Betyder prisen noget for sikkerheden?
Når junior skal have sin første stol, er prisen ikke nødvendigvis en indikator for sikkerheden. Så længe du sikrer dig, at den er testet og overholder de europæiske sikkerhedskrav, kan en billig stol være akkurat lige så sikker som en dyr stol.
Der er dog en række ting, du skal være opmærksom på, før du køber. Derfor har Rabatten lavet en guide, der hjælper dig med at finde frem til den helt rigtige stol!
Fælles europæisk standard
At et børneprodukt er testet vil sige, at det er afprøvet i forhold til en række fælles europæiske standarder, som eksperter fra hele Europa har fastlagt i nogle minimums sikkerhedskrav.
Sikkerhedskravene for høje barnestole er beskrevet i den europæiske standard: EN 14988:2006. I standarden beskrives krav og testmetoder for blandt andet; test af stabilitet, styrke og højde på ryglæn og hovedfælder. I Danmark er det ikke et lovkrav, at barnestole skal opfylde kravene i EN 14988:2006, så du kan sagtens støde på stole - både dyre og billige - der ikke er testet, eller som ikke har kunnet klare testen.
Husk derfor selv at være opmærksom på, om netop den stol, du har udset dig, opfylder kravene i EN 14988:2006. Vær også opmærksom på, hvem der har testet stolen, der skal helst være nogen, der lægger navn til testen såsom: ForbrugerLaboratoriet, Dansk Varefakta Nævn (DVN) eller tyske TÜV.
Test selv
Hvis du har svært ved at få klar besked om, hvorvidt den stol, du har udset dig, er testet eller ej - så kan du selv lave en minitest i butikken. Du kan naturligvis ikke teste styrke og stabilitet på samme vis som i laboratoriet, men med et målebånd kan du i hvert fald sikre dig, at stolen ikke har farlige åbninger, og at den ikke er for lav i ryggen.
Høje barnestole må ikke have åbninger, der overstiger målene: 8,6 cm bred og 12 cm høj (oval facon). Det gælder naturligvis ikke benåbningerne, men alle andre åbninger både i siderne og i ryggen. Bliver hullet større end denne standard, er der fare for, at barnet kan få kroppen igennem, men ikke hovedet - og derved kan det blive hængt.
De nye krav til højden på ryggen er 25 centimeter, et krav som mange ældre modeller ikke lever op til. Den klassiske Tripp Trapp stole lever for eksempel ikke op til dette krav, med mindre du husker at købe det tillægsstykke, de har udviklet til at forlænge rygstykket.
CE-mærkning
Hvis der står, at produktet er CE-godkendt er det intet andet end salgsgas. CE-mærkning findes på blandt andet legetøj, elektriske produkter og maskiner - da alle disse produkter er omfattet af krav i Direktiver (opfyldes kravene i det relevante direktiv må producenten sætte CE-mærkning på sit produkt). Men da der kun findes standarder og ikke direktiver for børneprodukter, er det simpelthen ikke muligt at få CE-godkendt eksempelvis en barnestol eller andre børneprodukter.
Flere penge - bedre kvalitet
Selv om du altså ikke på nogen måde behøver, at går på kompromis med sikkerheden ved at købe en billig barnestol, så vokser træerne ikke ind i himlen.
Der ER selvfølgelig forskel på billige og dyre stole. Forskellen ligger oftest i, at dyre stole har bedre finish, lettere betjenings- og justeringsanordninger og flere anvendelsesmuligheder. Altså generelt bare er af højere kvalitet. Men kvalitet er ikke ensbetydende med større sikkerhed, men med komfort og holdbarhed over tid.
Hvad skal man afklare hjemmefra?
Inden du går i butikken, er det vigtigt, du tænker over, hvilke behov du har. På den måde kan du bedre sikre dig, at du bliver glad for dit køb.
Overvej hvilke krav du stiller til din kommende barnestol. Skal den have nogle specielle funktioner, have en bestemt farve, være i et bestemt materiale, skal det være et multiprodukt eller hvad betyder noget for dig? Hent inspiration her:
- Hvordan skal den bruges: Både ude og hjemme eller kun hjemme? Skal stolen ofte med ud, kan det være en idé med en stol, der kan klappes sammen.
- Vægt: Skal du flytte meget rundt på den, er det en fordel med en stol i et let materiale.
- Udseende: Fortrækker du en klassisk barnestol, eller er du til frækt nyt design? Kan du bedst lide træ eller plastic - hvad er mest praktisk for dig i hverdagen?
- Siddekomfort: Højt ryglæn (min. 25 cm) er et sikkerhedskrav, men herudover kan du overveje om du ønsker armlæn, justerbar sædedybde, justerbar afstand til fodstøtte etc. Hvor let er det at betjene funktionerne?
- Dimensioner: Hvor meget plads har du der, hvor stolen skal stå?
- Hjul: En stol med hjul kan lette transporten i dagligdagen - men husk, at der max må være 2 hjul.
- Tilbehør: Skal du have pude, betræk, bakke, sele?
- Ny/brugt: Vær ekstra opmærksom, hvis du køber en brugt stol, der er kommet nye krav til høje barnestole, så find målebåndet frem!
- Multiprodukt: Skal stolen have flere funktioner; legestol+bord, gynge, teenagestol?
Hvad skal man tjekke i butikken? (Husk målebånd)
- Behov: Sørg for du får opfyldt de behov, du har overvejet hjemmefra.
- Betjeningsvenlighed: Prøv alle stolens funktioner: Klap den sammen, juster alle funktioner, løft på den, og prøv at sætte barnet i stolen; sidder han/hun godt? Er det let at få ham/hende op og i stolen?
- Tilbehør: Hvad er inkl. i prisen? Pude, betræk, bakke, sele?
- Pris og leveringstid: Tjek forskellige steder evt. også på nettet!
Tips til sikker brug
Selv den sikreste høje barnestol kan blive farlig, hvis du anvender den forkert. Husk derfor:
- Læs brugsanvisningen grundigt og gem den.
- Anvend ikke stolen til et barn, der ikke kan sidde selv.
- Efterlad ikke barnet uden opsyn.
- Brug kun udstyr, der passer 100% til stolen.
- Brug kun stolen, hvis alle dele er korrekt monteret og justeret.
- Brug ikke stolen, hvis der er beskadigede eller manglende dele.
- Hold stolen væk fra åben ild og andre kraftige varmekilder, fx elektriske varmeovne, gasovne, osv.
Prispakke
Det er ingen sag at brænde mange penge af på børneudstyr, men hvis du gerne vil spare kan det straks blive mere vanskeligt. Rabatten har i samarbejde med Bente Foged fra Forbrugerlaboratoriet lavet en billig "basispakke", der indeholder de tre ting, de færreste kan undvære nemlig: Barnevogn, barnestol og barneseng. Produkterne lever naturligvis op til alle sikkerhedskrav.
Billig basispakke:
Barnevogn: "Safe Olympic" fra BILKA/FØTEX til 2.999 kr.
(Gedigen, men fylder en del sammenklappet. Set til 1.999 kr.)
Høj barnestol: "Antilop" fra IKEA til 79 kr.
(Let og sammenklappelig, men ingen justeringsmuligheder)
Barneseng: "Sniglar" fra IKEA til 299 kr.
(Let og god finish, ingen ulemper)
I alt: 3.377 kr.