Sund og billig morgenmad
28. februar 2008 kl. 19:30
på
DR1
Morgenmaden er et vigtigt måltid, fordi det giver energi til resten af dagen. Men mange morgenmadsprodukter er desværre ikke så sunde, som de giver sig ud for at være. Mange af dem minder mere om slik og er slet ikke egnet til at spise hver dag.
Det generelle problem er, at man prøver at gøre kostfibre velsmagende ved hjælp af sukker og salt. Og sukker er et problem, fordi det er tomme kalorier, salt fordi det på langt sigt kan give for højt blodtryk.
Når du skal finde sunde morgenmadsprodukter, skal du holde øje med følgende på næringsdeklarationen:
-
Højst 5 g. fedt pr. 100 g.
-
Højst 10 g. sukker pr. 100 g.
-
Mindst 6 g. fibre pr. 100 g.
-
Højst 0,4 g. natrium/1,0 g. salt pr. 100 g.
Holder morgenmadsproduktet sig indenfor de grænser, er det et sundt produkt.
Fedtindholdet tjekker du i ingredienslisten, og det bør ikke være højere end 5 g. pr. 100 g., hvis det er tilsat fedt som f.eks. olie. Fedtindholdet må godt være højere, hvis det stammer fra det naturlige indhold i korn, nødder og frø. Indholdet af mættet fedt må være maks. 1,5 g. pr. 100 g.
Ud fra ingredienslisten kan du også vurdere, om fibrene kommer fra fuldkorn eller fra koncentrerede fibre - det sundeste er, når de kommer fra fuldkorn, da fuldkorn giver en række andre sunde stoffer, som man ikke får fra koncentrerede fibre.
Mange morgenmadsprodukter er raffinerede - det betyder, at kornet får en hård medfart på fabrikken, og en stor del af det naturlige indhold af fibre, vitaminer, mineraler og livsvigtige fedtstyrer forsvinder. Derfor er det bedst at vælge uraffinerede produkter.
Har du guldkorn, cornflakes, frugtyoghurt eller lignende, så er der både penge og tomme kalorier at spare ved i stedet at spise god, gammeldags havregryn. Havregryn er sundest, når du spiser dem med skummetmælk og søder med frisk og/eller tørret frugt. Bananskiver samt tørrede rosiner og dadler giver sødme på en naturlig måde. Og så kan du spise dig mæt for ca. halvdelen af, hvad mange af de færdiglavede morgenmadsprodukter koster.
Færdiglavet müesli kan også være et godt alternativ, men husk at holde øje med indholdet af sukker, salt og fedt.
Du kan blive endnu klogere på morgenmaden ved at klikke ind på Forbrugerstyrelsens test af morgenmadsprodukter.