preload loader
Trampolin
 

Tjek af trampoliner til haven

23. april 2009 kl. 19:30 på DR1

Her om foråret begynder de lige så stille at titte frem i de danske haver.

De er runde, de er blå og de er sjove.

Det er selvfølgelig trampoliner, det handler om.

Der er mange forskellige slags på markedet, så hvad skal man egentlig gå efter, når man gerne vil investere i en trampolin til haven?

Vi har allieret os med Helge Vammen og Lukas Ridder, der begge er landsholdsspringere i redskabsgymnastik. Dem beder vi afprøve tre modeller af den slags trampoliner, du kan forlyste dig med hjemme i haven.

De tre trampoliner er:

  • Trampolin fra COOP til 1.295 kroner
  • Trampolin fra Harald Nyborg til 1.195 kroner
  • Trampolin fra Bredsten Trampoliner til 5.000 kroner

Trampolin brasede sammen

Under Helge Vammens spring på trampolinen fra Harald Nyborg går to af stativets stænger fra hinanden, og da han lander igen, knækker stativet over - og trampolinen braser sammen under ham.

Heldigvis slipper Helge fra uheldet uden knubs.

- Jamen, jeg synes faktisk, den var god at hoppe på. Den virkede jævn i dugen, men til gengæld tyder noget på, at den var knap så stabil, da det faktisk lykkedes mig at ødelægge trampolinen. Jeg hoppede stille og roligt, synes jeg, så det overraskede mig godt nok lidt, fortæller landsholdsspringer Helge Vammen.  

Efter optagelserne til programmet har vi selvfølgelig spurgt Harald Nyborg om, hvordan det kunne ske, at trampolinen brasede sammen.

Hos Harald Nyborg mener man, at Rabatten har samlet trampolinen forkert, men det mener vi på Rabatten bestemt ikke er tilfældet.

Vi har blot fulgt den brugsanvisning, der fulgte med.

Landsholdsspringernes vurdering

Springerne hopper nu på alle tre modeller, og Helges og Lukas' umiddelbare vurdering om de enkelte trampoliner lyder sådan her:

Om trampolinen fra COOP:

  • Den er ok, ikke fantastisk.
  • Orienteringen er god, for der er mange tal og cirkler inde på midten. Jeg ved derfor, hvor jeg er henne i luften, så jeg ikke lander ude i siden.
  • Fjedrene i siden er forholdsvis spinkle, og de er kun tyndt hæftet fast på dugen.
  • Kantpuden er ret kort, og den går derfor ikke ret langt ind over fjedrene. Man kan derfor meget let få en fod eller et helt ben ned mellem fjedrene, og der kan man jo komme slemt til skade.

Om trampolinen fra Harald Nyborg:

  • Fjedrene i siden er også her forholdsvis spinkle. Men til gengæld er de vedhæftet lidt bedre til dugen, så man kan sige, de er lidt mere sikre.
  • Man mister meget let orienteringen. Der er kun én lille ring inde på midten, så man ved ikke helt, hvor man hopper henne. 

Om trampolinen fra Bredsten Trampoliner:

  • Den her er helt klar den mest solide og stabile af de tre trampoliner, vi har testet. Men på den anden side var det lidt svært at hoppe højt i den.
  • Dugen er meget glat, så du glider meget let på den her.
  • Fjedrene i siden er kraftigere end på de øvrige trampoliner. På den anden side kan man sige, at de er lidt for løse. De er ikke tilstrækkeligt spændt ud, og det gør, at trampolinen kommer til at føles en smule slap i det.
  • Kantpuden er væsentlig tykkere end ved de to andre trampoliner, og den går også meget længere ind på trampolinen. Så risikoen for at man får en fod eller et ben igennem trampolinen er væsentlig mindre.

Den foretrukne trampolin

Efter at vores to springere nu har afprøvet alle tre trampoliner, er de klar til at vælge en vinder.

  • Lukas Ridder: Hvis jeg skulle vælge en vinder, blev det modellen fra Harald Nyborg, da den var klart bedst at hoppe på. Men nu hvor den gik i stykker, ville jeg nok i stedet vælge modellen fra COOP.
  • Helge Vammen: Jeg vælger modellen fra Bredsten Trampoliner. Den var helt klart den mest stabile, og der var gode kantpuder på og nogle gode fjedre, som dog var lidt løse. Hvis jeg udelukkende skal se på, hvilken én der var bedst at hoppe på, så er det faktisk Harald Nyborgs. Men der lykkedes det mig jo at få den ødelagt, så den ville jeg jo nok ikke vælge.

Trampolin04


Gode råd når du hopper

Lene Christiansen er leder af Århus Gymnastik- og Trampolincenter.

Hun har en række gode råd til, hvordan man gebærder sig på trampolinen og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, man skal tage højde for.

- Når man køber en trampolin, så skal man lave nogle regler for sine børn, om hvordan man bruger trampolinen. Ligesom når man sender dem ud i trafikken, fortæller Lene Christiansen.

De tre vigtigste regler for brug af trampoliner er ifølge Lene Christiansen:

  • Hold altid opsyn med børn, der hopper på trampolin.
  • Hop kun én ad gangen på trampolinen.
  • Lav ikke saltomortaler og andre vilde spring, du ikke er trænet i at udføre.

Lene Christiansen opfordrer derimod til, at man lærer de nemmeste spring først.

Det drejer sig eksempelvis om at kunne komme ned på knæene og op at stå igen - og på sammen måde ned på ryggen eller maven og op at stå igen.

Derudover er det en vigtig basal sikkerhedsregel, at man kan holde sig inde på midten af trampolinen, når man springer.

Lene Christiansen anbefaler, at man placerer trampolinen på et plant sted i haven, og at man graver trampolinen ned - ca. 20-30 centimeter under jorden, så der stadig kan komme luft ind under. Det gør trampolinen langt mere stabil.

- Børn i dag sidder foran en computer og fjernsynet, så trampolinen er jo noget af det, der kan få børnene ud, så det er rigtig godt.

Det er et super godt redskab til at udvikle børns motorik, så det er jo guld, at trampolinen har fundet vej hjem til familien Danmark, mener Lene Christiansen.

 

Send eller anbefal link

Lyd og video

 
 

Seneste indslag fra DR

Johannes Larsen, Blå Ild keramik og Ælling

7. feb. 2012 18:00

Jan Helmer finder et billede af Johannes Larsen, Mads og Jens køber keramik i Blå Ild-serien og Casper Behrendtzen vælger værket "Ælling" til en særauktion på Lauritz.com.

 

78er plader, Anders Lunde maleri og Wegner gyngestol

31. jan. 2012 18:00

Mads og Jens finder gamle 78er plader, Margit og Jesper Damgaard-Lauritsen finder et billede af Anders Lunde og Søren Falk går glip af en Wegner gyngestol.

 

Finsk fajance, jukeboks og russisk kovs

24. jan. 2012 18:00

Marskandiserne Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen finder fajance fra keramikfabrikken Arabia. Peter og Ditte falder over en jukeboks og Casper Behrendtzen gør status over de solgte genstand.

 

Tips fra DR

DR har vi samlet en stor mængde praktiske tips og gode råd til dig. Brug søgefunktionen og få masser af inspiration i Tips fra DR.

 

Opskrifter fra Rabatten

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Rabatten > 2009 > uds_15

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.