Rabatten går i haven
14. maj 2009 kl. 19:33
på
DR1
Solen skinner, himlen er blå og Rabatten er gået i haven!
Og ingen have uden en græsslåmaskine - men hvor stor og dyr maskine har du brug for i netop din have?
Det spørgsmål hjælper Rabatten dig med at få svar på.
Vi har fundet 3 forskellige typer plæneklippere, som bliver testet af den kyndige dommer, anlægsgartneren Marie Andrea Oxholm.
De 3 plæneklippere:
- GINGE Comfort 38 Plus Soft Touch - 669 kr.
- STIGA Multiklip 50 S Rental - 3.795 kr.
- ROBOMOW Model RM400 - 10.499 kr.
Maries vurdering af klipningen:
Ginge:
- Modellen fra Ginge er en cylinderklipper, og det betyder at den klipper græsstrået over.
- Den har gjort arbejdet godt, men der er dog lidt græs, som ikke er blevet klippet så godt, som man kunne ønske.
- Denne plæneklipper er rigtig god til små haver, hvor der kun er et lille og overskueligt stykke græs, der skal klippes.
Stiga:
- Modellen fra Stiga har en rotorkniv, der i modsætning til cylinderklipperen, slår græsstrået over.
- Klippemetoden er det særlige Multiclip, hvor græsset klippes flere gange, inden det
presses ned i plænen, hvor det formulder og gøder. Herved sparer man tid og slipper for at samle det afklippede græs op efter slåningen.
- Når man klipper med en rotorklipper, kan man risikere at græsset bliver mere flosset, end hvis man klipper med en cylinderklipper.
- Denne plæneklipper vil Marie anbefale til lidt større haver, fx. en villa have eller en have, der har lidt niveauforskel.
Robomow:
- Robomow kører også med en rotorklipper.
- Robotten kørte meget langsomt, og man skal have god tid, når der skal klippes græs. Der står nemlig i manualen, at den skal være under opsyn, mens den kører.
OBS:
Når man køber en robotplæneklipper som fx. Robomow, skal man først markere haven op ved at trække en lille kabeltråd fra dokken langs græsset og tilbage til dokken igen.
Kablet virker som en mur, der giver signal om, hvilket område robotten skal klippe indenfor.
Afslutningsvis fastgøres kablet med pløkker.
Mens robotten klippede græsset, gav den sig selv nogle udfordringer.
For mens den kørte, klippede maskinen den grønne kabeltråd over, og når det sker, går robotten i stå.
Vi lappede kablet på bedste vis og satte robotten til at køre på ny. Men kort tid efter skete nøjagtig det samme igen.
Robotten klippede kabeltråden over et nyt sted, og herefter besluttede Rabatten at grave kabeltråden ned i jorden.
I brugsanvisningen står, at det IKKE er nødvendigt at begrave kablet, men at man kan gøre det, hvis man ønsker. Så vi valgte at give robotten endnu en chance, og gravede en fordybning langs hele banen, og lagde tråden ned i jorden.
Vi startede robotten igen, og nu viste der sig en ny udfordring. For Robomow satte sig fast i et hul i plænen og kunne ikke komme op.
Og vi skal være ærlige at indrømme, at vi ikke har været helt fair overfor robotten, idet vi med vilje har tildelt den et område med ujævnheder i plænen, for at teste, om den kun fungerer i en have, der er helt ensartet og uden huller.
Konklusionen blev, at vores græsplæne ikke var jævn nok til, at Robomow kunne klare arbejdet tilfredsstillende.
Maries generelle gode råd til græsslåning:
- Klip altid græsset i tørvejr
- Klip græsset ca. 1 gang om ugen i højsæsonen
- Husk at få det afklippede græs samlet op, hvis det er blevet for langt.
- Hvis du ønsker en frodig plæne, kan du gøde ca. hver 5 uge - men så kræver det også, at du slår plænen oftere.
Hvordan fjerner man mos i græsplænen?
Udover at græsset selvfølgelig skal slås, er det også vigtigt med god og regelmæssig vedligeholdelse.
Og vi har fået hjælp fra anlægsgartner Martin Christensen, der vil hjælpe os med at fjerne mos fra græsplænen samt at fjerne alger fra fliserne.
Mos i græsplænen opstår, fordi græssets PH-værdi er for lav. PH-værdien skal helst ligge på 6,5 for, at den er optimal.
For at teste jordens PH-værdi kan man lave jordprøve, som laves ved, at man blander 40 gram jord og 1 dl. demineraliseret vand.
Det er vigtigt, at man har jord fra forskellige steder i haven, for at resultatet bliver så nøjagtigt som muligt.
Efter jordblandingen har stået og trukket i et par timer, tager man et stykke indikatorpapir, som man dypper deri - og efter ca. en times tid til tørring kan man aflæse PH-værdien.
Jorden i vores plæne er ca. 5,5, så derfor hjalp Martin os med at hæve PH-værdien.
Når PH-værdien er for lav, er det fordi jorden har brug for kalk, fx. Perlekalk.
Det koster 50 kr. for 15 kg., og det rækker til 200 m2. Perlekalken anvendes som en magnesiumkilde til planterne, og spredes ud på plænen 2 gange om året - forår og efterår.
Perlekalken er med til at fjerne årsagen til, at der er kommet mos i plænen, men der kan gå noget tid, inden PH-værdien er nået op på det optimale.
Man kan kun forhøje jordens PH-værdi med 1 pr. år. Dvs. at hvis ens plæne er 4,5 vil det tage ca. 2 år inden plænen er, som den skal være.
I mellemtiden kan man fjerne mosset med fx. Jernvitrol. Det koster 89,95 kr. for 5 kg. - og det rækker til 500 m2.
Hvordan fjerner man alger på fliserne?
Grunden til, at man får alger på sine fliser, er, fordi der har ligget for meget regnvand på fliserne, som ikke har kunne løbe væk, og det resulterer i, at der dannes algesvamp.
Martin og Mark tester 3 metoder til at fjerne algerne:
1) Den første metode er Marks husmodertrick nr. 1, og består af kogende vand.
2) Marks husmodertrick nr. 2 er en blanding af 1 del eddikesyre og 3 dele vand. (pris ved 5 liter blandet = 41,62 kr.)
3) Martins metode laves ved at man blander Rodalon og vand i forholdet 1 1/2 dl Rodalon til 1 liter vand. (pris ved 5 liter blandet = 45,60 kr.)
I denne test var det Martins metode med Rodalon, der sejrede. Hverken husmodertricket med det kogende vand eller eddikesyren virkede.
Martin gør også opmærksom på, at man skal være forsigtig med at anvende syre på sine fliser, da det kan ødelægge belægningen.