En mor slår ihjel (4:4)
25. februar 2010 kl. 20:00
på
DR1
En december-nat går Joan Sørensen rundt i sin og ægtemandens lejlighed på Østerbro i København. Hun er på vej til at slå sin mand ihjel.
Joan Sørensen mener selv, at det er hendes eneste valg.
"- Hvis jeg skal redde min datter, må jeg skille mig af med ham. Jeg skal slå ham ihjel,"
Joan Sørensen til DR1 om sine overvejelser inden drabet.
Joan Sørensen gør alvor af sine overvejelser. Hun henter en kniv i køkkenet og dræber sin sovende mand.
DR1’s kriminalserie ”Sager der nager” ser på den usædvanlige drabssag, hvor Joan Sørensen dræber sin mand med talrige knivstik og 10 måneder efter modtager en opsigtsvækkende dom.
Baggrunden for det voldsomme drab er en ægteskabelig uenighed, der får Joan Sørensens mand, Bent Stervojedova, til at komme med alvorlige trusler. Bent Stervojedova er frustreret over, at Joan vil forlade ham, og under et raserianfald inddrager han deres fælles datter i konflikten. Han truer med at dræbe datteren, den dengang 15-årige June.
Bent Stervojedova er under normale omstændigheder glad for sin datter. Alligevel tager Joan Sørensen truslen så alvorligt, at hun beslutter at dræbe ægtemanden, inden han kan gøre alvor af sin trussel.
Datteren June Stervojedova har sagt ja til at deltage i DR1s ”Sager der nager”. Hun kan i dag både forstå og acceptere sin mors handling.
"- Hun gjorde det for min skyld. Det er sådan jeg tænker - det var for at redde mig"
June Stervojedova.
Men var Bent Stervojedova virkelig parat til at dræbe sin egen datter? Kan truslen mod datteren retfærdigere moderens reaktion? Eller skal Joan Sørensen dømmes for drab. Det skulle 12 nævninge tage stilling til, da sagen kom for Østre Landsret i København.
Forsvareren Thorkild Høyer argumenterede for, at Joan Sørensen burde slippe med en mild dom for drabet på ægtefællen.
- Hun handlede ud fra et behov for at beskytte sin datter. Det er præcis den kerne, vi alle kan identificere os med, fortæller forsvarsadvokat Thorkild Høyer.
10 måneder efter drabet afsagde retten en historisk dom i sagen mod Joan Sørensen. Få hele historien i udsendelsen 'En mor slår ihjel'.