- Vi var lige så nervøse som deltagerne
TalentMikkel Herforth og Felix Schmidt er værter på Talent 2008. Hver uge har de skrevet dagbog fra optagelserne til programmet til dr.dk/talent.
UDSKILLELSE I TIVOLI
En sommerdag i Tivoli. Det kan næsten ikke blive bedre, men så alligevel. Det var dagen hvor fårene skulle skilles fra bukkene. Hvem skulle videre til de direkte semifinaler i DR Byen?
Vi var mindst lige så nervøse som deltagerne. Der er ikke noget værre end at se deltagerne få et nej fra de hårde dommere. Endnu værre blev det, da dommerne bad enkelte deltagere om at gøre sig klar til at battle og kæmpe for deres plads i semifinalerne. Man kunne tydelig mærke den store skuffelse fra de enkelte, som desværre ikke gik videre.
Da dagen var omme stod vi og kiggede på tavlen med alle de deltagere, som var heldige at gå videre. Hvem ryger i finalen, og hvem står som den endelige vinder af Talent 2008? Vi glædede os helt vildt til at se dem alle igen og glæder os nu til at underholde jer alle direkte fra DR Byen.
TILBAGE I KØBENHAVN
Hvad er Talent? Hvordan kan man "spotte" ægte talent?
Det var spørgsmål, vi stillede hinanden inden den sidste optagedag i København. Flere gange har vi været meget uenige med vores kære dommere. Dommerne, som tit er uenige om spørgsmålet "hvad er talent". Men denne dag i København var vi alle enige om at Danmark bestemt HAR Talent.
På scenen var stemningen helt fantastisk, og vi oplevede alt fra dansende børn til voksne Bee Gees wannabes. Da vi var nået til aftenen og audition turens sidste optræden, troede vi ikke, at Danmark havde mere i posen.
Men så kunne vi godt tro om igen. Vi fik lov til at se dans, break og electric boogie i verdens klasse. En optræden som satte streg under, at Danmark HAR Talent. Selv den dejlige onkel morfar, Peter Aalbæk kom op af stolen. En perfekt slutning på en super tur rundt i Danmark.
HJØRRING
Hjørring... drømmens by. Ligesom resten af produktionen ankom vi til Hjørring dagen før den egentlige audition, så vi havde mulighed for at snakke tingene igennem og så teatret kunne få sin "Talent-makeover". Vi brugte det meste af dagen på at snakke med de enkelte deltagere så vi have en fornemmelse af hvem og hvad vi skulle møde den næste dag.
Da dagen så småt var omme afsluttede vi den med en fremragende middag, men til at begynde med var det dog ikke nemt at finde et sted med mennesker udover Jensens Bøfhus. Vi blev enige om at halvdelen af Hjørring havde valgt Jensens den aften og gik i stedet på den mere lokale Herford Steak. Den perfekte måde at afslutte en god dag.
Talenterne væltede ind fra kl 10. Aldrig har vi set så mange talentfulde, sjove, anderledes og håbefulde mennesker samlet på et sted. Der var hurtigt sang, dans og ikke mindst hullahopringe i alle afkroge. Men dagen gik og vi fik de største talenter videre i konkurrencen selvom vores kære dommere havde svært ved at blive enige.
Inden vi forlod Hjørring skulle de indledende optagelser i hus. Vi kørte mod de smukke klitter langs Vesterhavet, hvor man bliver mindet om hvor smukt det danske land er. Her fik Felix den fantastiske idé at vi skulle kaste os selv ned ad klitterne hvilket resulterede at vi fik sand i alt hvad vi ejede. Og jo, der er skam stadig sand i vores sko...
SVENDBORG
Svendborg... Den royale hjemstad. Den dag var det nemlig sommer i Danmark. Det skulle byen fejre, og bedre blev det, da kongeskibet valgte at ligge til kaj. Vi fulgte med, men fik desværre ikke et glimt af de royale stjerner. Men men men :) Så kunne vi se alle de virkelige danske stjerner på scenen på Svendborg Teater.
Et smukt teater, hvor vi bl.a. havde fornøjelsen af vores yndlings dansk/vietnamesiske drenge på 6-10 år. Sammen skulle de overbevise vores dommere, om at de var bedre end Santana til at spille guitar. Da vi spurgte dem, om hvad de drømte om, blev der tænkt længe. Hvorefter en af dem svarede "Jeg drømmer om spøgelser"... Det blev så rettet til en musikstjerne af de andre bandmedlemmer.
Svendborg blev også byen med mange overraskende acts som spil på tænder, korttrylleri, tvilling Safri Duo og gymnastikdans :)
Vi fejrede optagelserne i Svendborg med en fiskefilet på havnen. Den kan godt anbefales :)
HORSENS
Horsens... Dyrenes paradis. Det skulle man tro, efter vi havde snakket vores kommende deltagere igennem.
På scenen kunne vi nemlig forvente os en 8 meter lang kvælerslange med et afrikansk/dansk band samt to geder som efter sigende havde overnaturlige kræfter.
Men da vi, efter en aften på hotellet med EM på storskærm og en enkelt god-nat øl, så endelig skulle se de mange dyre-talenter, endte vi med at blive en anelse skuffet. Til gengæld var der andre som var fantastiske og kunne synge, trylle og danse sig ind i dommernes hjerter.
Mikkel måtte dog indrømme at hans slangeangst blev bekræftet. Mikkel holdt sig konstant ti meter fra slangen (en slange som nær havde væltet hele backstagerummet, inden den skulle på scenen med de andre) og rygterne siger, at han den nat drømte om slanger :)
KØBENHAVN
København... Vi var en anelse trætte, inden optagelserne startede, men det skulle hurtigt ændre sig.
PÅ scenen oplevede vi bl.a. Maya på 8 år, som sang som en stjerne på 60 år, samt dans/break i verdensklasse. Julie græd, og selvom man ikke ser det på tv, så kan vi godt afsløre, at Felix selv måtte fælde en tåre under sangen 'Silas'.
Men alt ender godt, og vores humør var i topform, da vi mødte Mikkel, som sidder i rullestol, men ville optræde med stand-up comedy!
En god dag i København og en god start på Talent 2008!
Flere indlæg er på vej her på siden!