Talenterne er løs i København
"Flaskedrengene" hedder en af grupperne, som du kan opleve, når Talent 2008-karavanen vender tilbage til København på fredag. De seks unge mænd tager ikke imod genbrugsflasker i supermarkedet. Nej, de er studerende på Musikvidenskab i København, og deres særlige talent er at spille på flasker.
Idéen til den særegne musikform opstod til en fest på studiet, hvor de musikstuderende indså, at man faktisk kunne lave rigtig musik ved at puste i flasker. De har siden brugt mere end 2 år på at øve og udtænke kreative løsninger, så der kan komme musik på et højt niveau – lige fra dansktop til klassisk - ud af anstrengelserne.
Og fredag kan du så se dem optræde i Talent 2008 på DR1.
Verdensmester i hiphop
Et andet af de håbefulde talenter på scenen i Folketeatret i København er Nicklas Milling Pedersen - alias Nick the Nerd. Han er 17 år, kommer fra Albertslund - og så har været Danmarksmester i hip hop tre gange og blev i år verdensmester.
Med i konkurrencen er også Wanna BeGees. Trioen fra Slagelse, som består af Tage Sørensen, Ivan Jensen og Kaj Jochumsen, synger - selvfølgelig - gamle Bee Gees-numre, og de har også har lært et par disco-trin af John Travolta.
Se klip med dem alle sammen her på siden - og oplev mange flere talenter på fredag på DR1.