- Jeg vil gerne leve af at trylle
Hvis der er noget dommerne efterspørger i Talent 2008, så er det, at der dukker mindst ét overraskelsesmoment op i hver udsendelse af showet. Med andre ord en gut som Sune med fiskertøjet og det ekstra ben.
Den 22-årige tryllekunstner og komiker Sune Lillebroe Hansen fra Odense havde ellers frygtet især Peter Aalbæk Jensens reaktion, men selv Ålen måtte overgive sig til Sunes optræden, der fik et trefoldigt ”ja!” med fra dommerne.
Men hvordan får man dog idéen til sådan en omgang komik og tryllerier, der får smilene frem på både skeptikere og publikum - og kan succesen mon fortsætte? Dr.dk/talent talte med den unge tryllekunstner, der til dagligt læser til social- og sundhedsassistent.
Hvordan fik du ideen til din optræden i Talent 2008?
- Det var egentlig en inspiration, jeg fik fra nogle af de gode, gamle tryllekunstnere. For eksempel sådan en som Rudy Coby. Han har lavet et lidt tilsvarende show, hvor han er klædt ud som videnskabsmand og laver tricket med fire ben. Men mit trick skulle ikke være for kedeligt - fire ben tog for langt tid for mig - så jeg lavede det med tre ben. Det skulle jo være kort og godt.
Hvor finder du inspiration til dit trylleri og komik?
- Jeg startede med at interessere mig for trylleriet, fordi min morfar kunne trylle lidt. For mig var han tryllekunstner, når jeg så ham få bolde til at forsvinde og så pludselig kunne hive en bold ud af øret på mig eller ud af hundens mund. Det synes jeg var sjovt, og så købte jeg mit første trick med manual og alting i en trylleributik i Odense.
Hvornår gik det op for dig, at dit talent var værd at teste for hele familien Danmark og dommerne i Talent 2008?
- Nu har jeg været med i sådan et show før - det var ”Scenen er din” på TV2 for nogle år siden. Egentlig tænkte jeg, at jeg jo har haft min chance, men der var bare så mange, der synes jeg skulle give det et forsøg mere. Det gik jo godt sidst og dommerne i ”Scenen er din” roste mig meget, selvom jeg endte med ikke at vinde.
Hvad tænkte du så, da hele salen rejste sig op og jublede over dit nummer?
- Jeg var meget overrasket og rørt - det var jo helt vildt fedt. At alle rejste sig, det havde jeg ikke regnet med. Men det bekræftede mig i, at jeg skulle igennem nåleøjet.
Nu er du jo ved at uddanne dig til social- og sundhedsassistent, så er det her bare et ønske om ”15 Minuts of Fame” eller håber du i virkeligheden at kunne leve af at trylle?
- Jeg er faktisk så småt ved at lave en hjemmeside, for jeg kan mærke, at der er kommet efterspørgsler på jobs sådan efterhånden. Jeg vil gerne kunne leve af at trylle, men jeg vil færdiggøre min uddannelse, så det kan være min backup, hvis det er.
Hvor langt tror du, at kommer i Talent?
- Det er jo alt efter, hvordan mit nye show ser ud. Nu er der pludselig otte meget skrappe konkurrenter, som jeg skal op imod. Jeg kan bare ikke sige så meget om min plan for næste gang endnu. Men når jeg får et trefoldigt ja fra dommerne, så håber jeg selvfølgelig at komme længere. Det er lidt sjovt, for når man kommer til audition, håber man bare at gå videre. Når man så går videre, håber man at nå endnu længere. Man kan ikke rigtig få nok, siger Sune Lillebroe Hansen.