Den syngende bager: - Jeg synger videre!
Med sangen 'I don't wanna love her!" sang Thomas Pedersen, bedre kendt som Den syngende bager, sig ind i seernes hjerter i semifinalen i Talent 2008 i fredags. Desværre kunne det ikke blive til en finaleplads til Thomas, men det har ikke slået ham ud:
- At jeg vinder pigernes hjerter, er et godt bytte, for det er da for dem, jeg spiller. Det her nederlag tager jeg stille og roligt. Det er bare op på hesten igen og kæmpe videre, siger han til Formiddag på 4'eren.
Helt så positiv var Thomas dog ikke i fredags, at dømme ud fra hans ansigtsudtryk.
- Selvfølgelig var jeg skuffet. Jeg regnede med at gå hjem med sejren. Men pyt med det. Jeg spiller videre, og så tager vi den bare derfra. Gu' er jeg da skuffet. Men der er altid solskin efter et regnvejr.
"Omdøb det til Børne-Talent 2008"
Det var Julie Steincke, som traf den afgørende beslutning om at sende Thomas ud af Talent 2008 og i stedet give pladsen til de musikalske brødre i Matoni Band.
- Jeg tror bare, at vi skal omdøbe det til Børne-Talent 2008. For det er det, de gerne vil have. Det kan være, jeg er for gammel, griner Thomas.
Efter showet fik Thomas snakket afgørelsen igennem med Julie Steincke.
- Julie og jeg havde en rigtig hyggelig snak. Hun var meget ked af det. Julie og jeg har ingenting i mod hinanden, hun traf den rigtige beslutning. Matoni Band er da super fede. De skal da bare have lov til at kæmpe videre i tv. Så kæmper jeg på min egen vej herhjemme, ligesom jeg plejer.
Buzzet af Ålen
Halvvejs gennem Thomas' optræden i fredags fik Peter Aalbæk nok og trykkede på buizzeren. Og det var ikke noget, der huede Thomas.
- Det var jeg da selvfølgelig irriteret over. Han trykkede på buzzeren på et meget vigtig tidspunkt, så jeg skreg da bare ekstra meget igennem og prøvede på at modsige det på en eller anden måde. Det kunne man også godt høre.
Thomas fik dog ikke nogen forklaring på, hvorfor Ålen havde buzzet ham efter showet.
- Peter sidder bare og forsvarer programmet. Han er københavner, og jeg er jyde. Så det var en kort samtale. Vi snakker ikke så godt sammen.
Hør hele interviewet med Thomas Pedersen fra P4 her på siden.