- Det bliver hårdt, kynisk og super underholdende
19. sep. 2008 12.24 TalentI aften bliver der jubelråb og vild hoppen rundt på gulvet af glæde. Og der bliver også et par nedadvendte mundvige, nogle frustredede ord og tunge skridt. For det er i aften, at det hårde udskilningsløb i Talent 2008 for alvor sætter ind.
Alle de folk, vi har set få et ja af dommerne i de første fem udsendelser, bliver bragt sammen, så der kan blive tyndet ud i deres antal.
- Der er 75 talenter nu, der skal ned på 32. Det bliver hårdt, det bliver kynisk, og det bliver super underholdende og interessant at se, hvem dommerne sender videre, siger Jan Lundme, som er underholdningsredaktør på DR1, til Formiddag på 4'eren.
- Jeg så programmet igennem i går, og jeg græd flere gange. Jeg er måske også følsom, men det er meget rørende, og det er klart, at dem, der går videre, bliver super super glade, og der er også nogen, der bliver skuffede, når de ikke går videre, og der er faktisk også nogen, som bliver rigtig sure. Så igen kommer vi hele følelsesregisteret igennem.
"Minder på ingen måde om Vild med dans"
Jan Lundme har de sidste uger gået rundt med armene over hovedet, fordi Talent 2008 har gode seertal.
- Jeg er godt tilfreds, for børnefamilierne sidder alle sammen og ser Talent 2008. Men vi vil selvfølgelig gerne invitere de andre seere indenfor også - dem der ikke er børnefamilier, børn og unge. Og dem er der jo masser af. De er lige nu ovre på den anden kanal, og dem vil jeg gerne invityere ind og se med allerede fra i aften, men også fra næste uge, hvor vi begynder at sende live, og hvor man kan sms'e og selv være med til at bestemme, hvem der vinder Talent 2008.
Og det bliver ikke kedeligt, når live-programmerne starter fredag 26. september, fortæller jan Lundme:
- Det er det sidste, det bliver, og det kommer på ingen måde til at minde om 'Vild med dans'. Det er stadig uforudsigeligt, hvad det er, der kommer til at ske på scenen. Jeg ved det knap nok selv. For de her talenter, som ryger videre, har øvet sig, og det har virkelig været blod, sved og tårer for dem, så det bliver virkelig talentfuldt, det man kommer til at se. For de har øvet sig i sådan en grad, som man aldrig har set mage til.
Hør interviewet med Jan Lundme her på siden, hvor han bl.a. næsten afslører, hvem der er dommere i X Factor. Og se det spændende udskillelsesløb i talent 2008 i aften kl. 20 på DR1.