Hygge og hård træning inden finalen
Klokken er lidt over ti fredag aften, og den sidste semifinale i Talent 09 er lige slut. På scenen i tv-studiet knipser pressefotograferne billeder til næste dags aviser af de jublende nyslåede finalister og de skuffede talenter, som røg ud.
Showets vært, Felix Smith, er ved at skrive autografer til nogle unge publikummer, og han er godt tilfreds med, hvordan showet er gået.
- Det er sgu gået rigtig godt, det må jeg sige. Jeg tror, vi står med en meget spændende finale, sådan som jeg lige ser det. Jeg er rigtig godt tilfreds, siger han.
Finaleuge med træning og hygge
Felix er dog også ked af at skulle tage afsked med de talenter, som blev stemt ud.
- Det er mærkeligt. Det er nogle mennesker, man har brugt utrolig meget tid med igennem rigtig mange måneder, men sådan er spillets regler jo. Jeg håber, jeg ser den igen en dag.
Det bliver en travl uge op til fredagens finale, siger Felix.
- Den kommer til at stå på træning og hyg. Det er værst for deltagerne, de har virkelig, virkelig en travl uge foran sig. Der ligger lige 250.000 kr. og venter for enden, som jeg tror, de alle sammen gerne vil have fat i. For mit vedkommende bliver den da dejlig og hyggelig. Jeg glæder mig vildt meget til på fredag!
Se videoen med Felix her på siden, hvor du også kan se de syv tidligere afsnit af hans videodagbog.