Her er dommerne til Talent 09
27. maj 2009 18.58
Opdat.: 28. maj 2009 09.00Efter at Peter Aalbæk i sidste uge gik i pressen med et budskab om, at han nok var blevet fyret, har interessen for, hvem der bliver de nye Talent-dommere, været nærmest øredøvende. Men nu kan DR endelig løfte sløret for dette års dommere af det danske talentshow, Talent 09.
Det bliver i selskab med komikeren og filminstruktøren Hella Joof, den rytmiske rapperpoet Jokeren og koncertpianist og musikchef Nikolaj Koppel, at danskerne til efteråret skal udfordre den danske talentmasse.
"En uforudsigelig rutsjebanetur"
De tre nye dommere er spændte, inden de skal opleve de første talenter.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle talenterne udfolde sig på scenen. Gode og dårlige. Det er sjovt at se andre leve deres drømme ud, siger Jokeren.
Musikchefen fra Tivoli glæder sig også.
- Det bliver helt sikkert en meget uforudsigelig rutsjebanetur... hvor der også er noget frygt indbygget i forventningen, siger Nikolaj Koppel.
Hella Joof ved godt, hvad hun skal kigge efter som dommer:
- Talent er det særlige. Det, som man har fået i gave, og som man så udvider med flid og knofedt, fortæller hun.
Hvor meget talent har Danmark?
DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme er begejstret for de nye dommere:
- Vi har fået sammensat et hold, som hver især er ekstremt talentfulde inden for deres felt. Derfor bliver det også spændende at se dem undersøge, udfordre og smage på de optrædener, som skal vise Danmarks talentmasse i 09. Og her bliver der plads til lidt af hvert - både børn, særlige specialiteter og masser af musik, udtaler Jan Lagermand Lundme med et glimt i øjet.
Felix er tilbage
Felix Smith bliver værten, som er deltagernes bedste ven under optagelserne.
- Jeg glæder mig helt vildt og er meget spændt: Kan dommerne nu finde ud af det, og er deltagerne bedre eller værre end sidste år? Men jo bare det, at de har tilmeldt sig og er dukket op, synes jeg er fantastisk, konstaterer Felix.
De fleste kender Felix Smith fra rollen som vært på Talent 2008, og han er også kendt fra P3, hvor han blandt andet har været vært på programmer som 'Verdens bedste formiddag', 'Venskabskampen' og 'Saras venner'.