Jokerens råd: Kig efter potentialet
- Jeg synes, det har været forrygende. Det har været en fest og sjovt og fantastisk og underholdende!
Der er ingen tvivl om, at Jokeren har været meget glad for tjansen som dommer i Talent 09. Det overraskede ellers mange, at rapperen sagde ja til at tage springet og være med i talentshow på tv. Men han har ikke fortrudt et øjeblik.
- Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg vidst ikke, hvad jeg gik ind til. Men jeg er blevet positivt overrasket showets storhed og talenternes formåen, og så hvor søde Nikolaj og Hella er.
Det rå talent
Hundredvis af talenter i alle afskygninger optrådt for Jokeren og hans meddommere Nikolaj Koppel og Hella Joof i Talent 09.
- Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskellige genrer, men det, vi leder efter, er jo talent. Hvis man barberer alt udstyret af - cykler og stænger og stole - og kigger på, hvad det er, der bliver optrådt med, så synes jeg egentlig, det giver sig selv. Hvis man barberer det ned til det rå talent.
Jokeren havde ikke forudset, at det lige ville være Jes Holtsø, Maria & Michael, Nellie & Eva, Vera, Camilla & Jonas og Kalle Pimp, der ville nå til finalen, da han så dem optræde første gang i Folketeatret tilbage i juni måned.
- Det, som har været fedt ved Talent 09, er, at det har været en meget åben konkurrence. Jeg synes ikke, der har været nogen klare favoritter før her til slut måske. Det har stået meget åbent, og folk har været dygtige, og der er mange, der har overrasket positivt. Der er selvfølgelig også nogen, der er faldet igennem, når de er kommet længere frem i konkurrencen. Men det har været en konkurrence, som har stået åben, og det har gjort det rigtig interessant at følge.
Leverer de varen?
I finalen er dommerne sat uden for indflydelse, og det op til seerne at finde vinderen. Jokeren har et godt råd til dem, der skal stemme.
- De skal selvfølgelig kigge efter, hvem der er det største talent - hvem der har potentialet for at blive til noget, men selvfølgelig også efter, hvordan de er på dagen, og om de leverer varen på de to minutter. Det er sådan, konkurrencen er bygget op: Det handler om, hvad du leverer på dagen.
Se hele interviewet med Jokeren her på siden, hvor han vurderer de seks finalister en for en.
Mød dommerne i Aftenshowet på DR1 torsdag kl. 19. Finalen i Talent 09 sendes fredag kl. 20 på DR1.