Kalle Pimp: - Jokeren er min inspiration
Når hele Danmark sidder klistret til skærmen til Talent 09's 2. semifinale i aften, står Kalle Pimp allerede klar bag scenen. Og det glæder han sig til. Om nummeret sender ham direkte i finalen, kan vi kun se frem til at finde ud af.
Her fortæller han om musikken i hans liv og hvilke kunstnere, der har været med til at forme ham som rapper.
Hvilket band rappede du til foran spejlet, da du var lille?
- Den Gale Pose med Joker J. Det var klart dem, jeg blev inspireret af, da de kom med pladen 'Sådan Er Reglerne'. De var helt klart inspiration til, at jeg kom i gang som rapper.
Hvad er lyden af dine teenangeår?
- Jeg har hørt meget Clemens og L:Ron Harald. Jeg har faktisk også lyttet meget til Dizzy Miss Lizzy, Kashmir og Pretty Maids, som jo er fra Horsens. Jeg holdte mig meget til at høre rap, men så var der noget rock, som jeg også hørte for at få en anden genre ind.
Hvilke kunstnere har formet dig som rapper?
- Ikke fordi vi står i Talent 09, slet ikke, men Jokeren har klart været min inspiration. For mig var han kongen af rap den gang. Han var den bedste. Og han kan stadig nu med 'Den tørstige digter'. Så tager han folk med storm igen.
Hvad synger du i badet?
- Det gjorde jeg en gang, men nu øver jeg mere human beat box i badet. Jeg startede med at lave human beat box, før jeg begyndte at rappe. Jeg bruger det ikke så meget på scenen mere, men det er fedt at kunne, når man skal freestyle tilfældige steder.
Hvad er den seneste plade, du har købt?
- En plade med 'MFS Eliten'. De er en flok maskerede rappere fra Christiania. Det er meget hård rap. Da jeg var færdig med prøverne her i sidste uge, tog jeg på Christiania. Det skal man, når man er herovre, det er så pisse hyggeligt derude. Den dag udkom pladen, så jeg var heldig at kunne få fat i et eksemplar.
Hvis du skulle lave en plade nu, hvad ville det være for en plade?
- Det ville være en plade, som handlede om at udfolde mig. Jeg ville komme vidt omkring fra kærlighedsrap til hard core rap, for at vise at jeg kan mange genrer indenfor rap. Det kommer jeg også til at vise i semifinalen.
Kan du sige lidt om det nummer?
- De sidste par gange har der været knald på. Og efter sidste show spurgte Nikolaj Koppel mig, hvad de kan forvente af mig til semifinalen. Da jeg svarede, at det bliver stille og seriøst rap, sagde han: 'Det kan man da ikke lave inden for rap!'. Det har jeg så valgt at bevise, at jeg kan. Jeg kan mere end bare at holde en fest med publikum.
Se hvordan det går Kalle Pimp i Talent 09 2. semifinale fredag 16. oktober kl. 20 på DR1.