- Det her kan ikke stoppe mig
Der var kun enkelte våde øjne. Mest af alt var der nemlig grin og store optimistiske smil fra de deltagere, der fredag aften måtte vinke farvel til Talent 09.
- Jeg synes, det har været fantastisk og nu skal vi jo med på tour i morgen. Jeg er overhovedet ikke ked af det. Det har været så fedt at være med, siger Trine fra danseduoen Juel og Nissen.
De to måtte se sig slået af bluessangeren Jes Holtsø - ham vi også keder som Børge fra Olsen Banden - som dommerne gerne ville se igen. Men Juel og Nissen tager det med ro.
- Vi fortsætter jo bare med at springe i luften. Som vi plejer. Det fede ved det her er, at vi har fået vist mange mennesker, hvad vi kan. Det er meget mere værd end det, om vi kom videre eller ikke kom videre. Men selvfølgelig havde det været super at komme videre, for vi havde faktisk tænkt os at finde på noget helt andet end hiphop, siger krøltoppen Maja.
Flere børnefødselsdage efter Talent
Også Trylle-Andreas ser lyst på fremtiden. Han har nemlig allerede planer denne weekend:
- I morgen skal jeg ud og trylle for Kristelig Handicapforening. Det har jeg planlagt for et år siden. Og hvis jeg var gået videre, så var jeg heller ikke taget med på touren, for jeg vil ikke skuffe dem, jeg allerede har aftaler med. Jeg vil hellere optræde for dem, siger en rolig Andreas efter showet.
- Jeg er ved at få lavet ny hjemmeside, og så må vi jo bare se, hvordan det går med trylleriet. Måske kommer der nogle flere børnefødselsdage nu her på grund af Talent 09. Så jeg har taget det her som en kæmpe oplevelse, siger Andreas, der havde bedt op til showet om at det skulle gå godt.
- Gud har planer om lykke, ikke ulykke, så nu tager jeg den bare herfra, siger han tilfreds.
Nye venskaber
Lidt overvældet af tårer var derimod 12-årige Camilla, der sang en Hannah Montana-sang. Men hun var nu alligevel ved godt mod.
- Jeg bliver selvfølgelig ved med at synge. Det kan ikke stoppe mig, at jeg røg ud i aften. Det har jo været mega fedt at være med, og jeg har fået skabt nogle gode venskaber. Det er bare ærgerligt, at man ikke går videre, sagde Camilla, der var omgivet af sine forældre.
Det samme var på en måde dansemusene i Team Musta. De ser deres træner Musta Elbahi som en slags far.
Bliver far vred nu så?
- Ha ha, nej. Det gør han ikke. Han synes, vi har gjort det super godt - at vi gjorde, det bedste vi kunne. Så vi er alle sammen godt tilfredse.
Men hvad finder I på nu?
- Nu tror jeg bare vi venter og ser, hvad der dukker op. Måske der dukker nye opgaver op. Og hvis der ikke gør, ja så fortsætter vi med at gøre som vi plejer. Men det gør heller ikke noget, for vi elsker at danse som vi gør nu.
- Vi har nogle shows, vi skal ud til og dem glæder vi os super meget til. Nu ved folk jo også hvem vi er, fordi vi har været i tv. Og det har været en fed oplevelse at være med i Talent og stå på scenen med mange publikummer og kameraer. Det har været helt vildt.