Nye talenter klar til at imponere Danmark
04. aug. 2009 10.30Fredag 14. august kl. 20 skydes Danmarks største talentjagt i gang på DR1.
De tre dommere Helle Joof, Jokeren og Nikolaj Koppel står klar til at tage imod og bedømme de mange talentfulde danskere i Folketeatret i København. Variationen blandt deltagerne er stor - der er alt lige fra gøglere og motorcyklister til sangere, dansere og meget andet med i konkurrencen.
Hvem der bliver buzzet ud, og hvem der går videre til de store live shows i DR Byen, må du vente med at se, til programmerne bliver sendt på DR1 hver fredag aften fra 14. august. Men allerede nu kan du her på dr.dk/talent helt eksklusivt få en forsmag på nogle af talenterne.
Vild hiphop-dans, en dyster digter og en mærkelig hybrid
Du kan opleve Team Musta i aktion. Det er syv dansere fra hele Sjælland, som danselæreren Musta har samlet, og de kan de vildeste hiphop-moves.
Du kan også opleve den 26-årige digter fra Brøndby med det meget passende navn Michael Dyst, som reciterer sit digt 'Eowaidas spejl' foran de måbende dommere og publikummer i Folketeatret.
Og endelig kan du her opleve den 40-årige Mikkel Meinike Nielsen fra Amager, som med sin særegne hybrid af dans og tale stiller spørgsmålet, om mon Danmark er klar til andet end robotdans og Michael Jackson-efterligninger?
Se alle tre videoklip her på siden og følg med her på dr.dk/talent, hvor vi løbende vil lægge eksklusive forsmags-klip og bag kameraet-optagelser ud.