Sanne: - Jeg HAR snakket med pladeselskabet
Foran mere end en million tv-seere kom Sanne Salomonsen fredag aften med et løfte, da hun var gæstedommer i Talent 09:
- Jeg går lige ind på mit pladeselskab og siger til dem, at du skal have en kontrakt, for nu skal hele Danmarks befolkning have mulighed for at sidde derhjemme og nyde dig!
Løftet var rettet mod Jes Holtsø - skuespilleren, der bedst er kendt som Børge fra 'Olsen-banden'-filmene, og som i en alder af 52 år nu viser hele Danmark sine evner som blues-sanger.
- Det synes jeg da er fantastisk, at halvanden million vidner sidder og lytter til, at jeg har den mulighed. Det er stort, det er meget stort for mig, siger Jes, da dr.dk/talent møder ham og Sanne efter showet. Og Sanne har faktisk allerede holdt sit ord.
- Det har jeg allerede gjort. De blinker meget interesseret med øjnene, skulle jeg hilse og sige!
"Livet kan virkelig være en kamp - det ved vi begge to"
Jes og Sanne er jævnaldrene, og Talent 09 er ikke det første sted, deres veje krydses.
- Vi mødte hinanden, da du var en knægt, og jeg var en lille tøs ude på Nordisk Film, og det er jo rigtig mange år siden efterhånden. Og jeg kender jo godt Jes' historie. Som Jokeren meget rigtigt sagde: Man skal have haft "the blues" for at kunne synge "the blues", og det har jeg kæmpe respekt for. For livet kan virkelig være en kamp - det ved vi begge to noget om. Og når man vinder, så er blues-musikken nok den fedest måde at udtrykke det på, siger Sanne, og tilføjer:
- Vi har i dag to store danske blues mænd: Vi har Jes og vi har Povl Dissing.
Jes er selv stor beundrer af Povl Dissing, så den ros fra Sanne er han meget stolt af.
- Jeg har ikke ord for det. Det er en fantastisk sammenligning. Tusind tak!
Sanne som X Factor-dommer?
For Sanne var det en "skidesjov" oplevelse at være gæstedommer i Talent 09.
- Det var utrolig sjovt. Fordi jeg synes vitterligt, der er mange talenter, og jeg synes, de fleste af dem var utrolige til at fyre den ud over rampen og byde på deres personlighed, hvilket er en skidesvær ting, når man er ung og i virkeligheden rædselsslagen for at stå dér. Jeg synes, det var enormt sjovt, men det var også svært til sidst.
Om oplevelse så har givet hende så meget smag for at være dommer, at hun vil kandidere til at overtage Lina Rafns plads i X Factor til foråret, vil hun ikke ud med.
- Det ved jeg sgu da ikke, helt ærligt! Så må de lige ringe til mig først, så vil jeg lige overveje det, hvis ikke, jeg er ude at spille, for det er jeg en del fra nu af. Men det kan da ringe, så kan vi se, hvad der sker, griner hun.
Se hele interviewet med Jes Holtsø og Sanne Salomonsen her på siden.