Alex smider - måske - masken
"Den maskerede hævner" blev 25-årige Alex straks døbt af Jokeren, da han dansede sig gennem sin audition iført elefanthue, kasket og mørke solbriller.
- Masken gør, at du kan slippe af sted med nogle flere ting, siger Alex, da dr.dk /talent møder ham forud for fredagens liveshow. Vi har overtalt ham til at smide masken - men til gengæld har han valgt at sidde med ryggen til kameraet.
- Du kan te dig lidt mere tosset med maske på, og folk er ikke ligeså dømmende. De ser dig som den person, de gerne vil have dig til at være, og det gør, at du kan slippe af sted med nogle flere ting, forklarer Alex.
Til gengæld er der også ulemper ved at være maskeret. For man mister lidt orienteringen.
- De solbriller, jeg har på, har en tendens til at dugge. Under det meste af min audition kunne jeg ikke se, hvor jeg var henne, og jeg kunne heller ikke rigtig se dommerne - jeg kunne bare høre, hvor de snakkede fra. Så det er en udfordring i sig selv!
"Det skal ikke kun gå op i hat og briller"
Masken giver også et komisk element til Alex' dans, og det er noget, han arbejder helt bevidst med.
- At blande dans og humor er noget, jeg altid har gjort. Det er noget jeg ikke kan lade være med, siger han.
- Men jeg har faktisk cuttet humoren lidt fra denne gang. Selvfølgelig er der lidt, men jeg har fokuseret mere på dansen, så det ikke kun går op i hat og briller, så jeg også viser, at det kan jeg også - jeg kan også være seriøs omkring danse-delen.
Om det så betyder, at masken også kommer af på scenen, vil Alex ikke love.
- Måske! Jeg har ikke helt taget stilling til det endnu. Det kunne ske. Det kommer an på, om det går godt eller ej…
Se videointerviewet med Alex uden maske her på siden. Oplev ham og seks andre talenter i Talent 2010 på fredag kl. 20.