Finalisterne: Ved ikke, hvad der skete med tårerne
Trommedrengene fra Copenhagen Drummers og breakdanserne fra Fox Footwork strøg direkte i finalen med to overbevisende shows. Nu skal de begge i gang med deres finaleshows. Og for Copenhagen Drummers er det store spørgsmål, hvorvidt de skal optræde i uniform eller bar overkrop.
- Vi har jo kun små fire dage til at lave showet, så nu må vi se, hvad det bliver til. Vi har ikke det færdige show klar - så de næste fire dage bliver hårde, fortæller Brian fra CPH Drummers, som går under kælenavnet "morfar".
Det er tilsyneladende endnu ikke besluttet, hvordan de skal klædes ud, så hele Danmark holder vejret med spænding.
Copenhagen Drummers var lidt overraskede, men enormt glade for, at hele Danmark var med dem i aften.
- Teknikken svigtede lidt i dag, så det gik ikke helt, som vi regnede med. Vi manglede noget lys, og noget mere vand, på de rigtige steder, fortæller de glade trommedrenge.
- Og så var de andre jo skide gode! Stor respekt til dem, lyder det enstemmigt fra de seks gæve gutter.
Ny mand i dagens anledning
De seks fra CPH Drummers havde indkaldt forstærkning i semifinalen i form af trommeslageren Anders Meinhardt, der til dagligt slår sine folder i drum'n'bass-orkestret F.U.K.T., og han er svært begejstret over at "være med i trommehulen".
- Det er vildt fedt. Det er nogle rigtig gode drenge, og de er vildt dygtige. Og det er noget fed musik med masser af energi, så det passer godt til mig, forklarer Anders, det syvende medlem af CPH Drummers
Funky finalister fra Fox Footwork
De dansede sig direkte i finalen, og så var det svært at holde følelserne tilbage for Fox Footwork.
- Ja, jeg ved ikke hvad der skete med tårerne. Vi blev overvældede, fordi det har været en hård kamp hele vejen igennem, fortæller en tydelig rørt Mohammed.
- Det er jo sindssygt hårdt at bygge vores show op, og vores kroppe kæmper jo 5-6 timer hver dag. Men når det så sidder i skabet, så mærker man, at al det hårde arbejde gi'r pote. Jeg tror, at det var det, der satte tårerne i gang, forklarer Mohammed.
Kroppen kæmper
Rafael fra Fox Footwork bliver tidlig skaldet som følge af alle de headspins han laver, og Mohammeds ryg har brug for en god kiropraktor. Alligevel er de klar på at knokle en vis legemsdel ud af bukserne, for at stykke et vildt finaleshow sammen.
- Vi satsede på at være lige på og hårde i vores show. Det skal bare være noget, som Danmark bliver imponeret over, hvor de tænker: Hold kæft man, de hopper jo snart ind i vores stuer. Det er jo lidt det, vi prøver på - og det har virket ind til videre, siger Mohammed.
- I finalen har vi tænkt os at gi' den fuld skrue, og vi satser alt, fortæller den glade trio Fox Footwork.
Se video med Copenhagen Drummers og Fox Footwork her på siden.