Jes Holtsø: - Det er jo ikke Rasmus Seebach eller Medina
Jes Holtsø, der blandt andet er kendt som Børge fra Olsen-banden, sang sig helt frem til finalen i Talent 09.
Men efter programmet har Jes og hans trofaste pianist, Morten Wittrock, måttet kæmpe for at udgive deres plade med selvkomponerede blues-numre, som udkom i april og fik stor ros fra anmelderne.
Havde du regnet med, at du ville nå helt til finalen, da du stillede op til Talent- audition for et år siden?
- Nej, det havde jeg sgu ikke. Jeg havde ikke forventninger om, at vores forholdsvis smalle blues-genre kunne gå så langt. Det kom lidt bag på mig.
Hvad var det bedste ved at være med i Talent 09?
- At jeg fandt sammen med min pianist Morten Wittrock! Havde det ikke været for Talent, så havde vi ikke fundet sammen. Vi har en eller anden uforklarlig kemi, når vi er sammen, og udøver vores musikalitet - det fungerede fra første dag.
Hvad har du fået ud af det, når du ser tilbage?
- Vi fik ikke den store opbakning til pladeudgivelse, så hvis vi ville lave et album, så måtte vi simpelthen gøre det hele selv fra bunden af. Vi vidste selvfølgelig godt, at det ikke ville blive et kæmpe hit med denne her blues-genre, det er jo ikke Rasmus Seebach eller Medina.
Hvis vi skal have fat i det lidt yngre publikum med vores musik, så er det vigtigt at spille live. Folk kan godt se, at det at spille koncerter, det kan vi bare ikke lade vær' med. Vi dør, hvis vi ikke gør det! Det er med den desperation, vi går på scenen.
Havde det gjort nogen forskel, hvis du havde vundet Talent og de 250.000 kr.?
- Det havde været nemmere for os at finansiere pladen. Nu skulle vi ud og låne. Eksponeringsmæssigt tror jeg ikke, at det ville have gjort den store forskel. Jeg synes ikke, jeg har set ret meget til Kalle Pimp, som jo vandt. Så det er ikke altid det, der betyder noget. Det ved man jo også fra Melodi Grand Prix.
Har du et godt råd til alle de håbefulde deltagere i Talent 2010, som nu skal gennem det samme som du var for et år siden?
- Ja: Vær tro mod dig selv og lad være at sælge ud! Lad være at sælge dine principper for, hvad der er rigtigt eller forkert for at opnå succes - det prøvede jeg selv at følge.
Tro på det talent, du har, og din evne til at overvinde frygten. De skal turde stå over for en masse mennesker og risikere at dumme sig og blive til grin og være splitternøgen. Det er jo den følelse, man har med op på scenen. Man er jo nøgen.