Jeg skal være lækker til i aften
Der er sommerfugle i Mortens mave. Siden sin audition i Folketeatret har han arbejdet meget med sin nervøsitet. Nu håber han, at sommerfuglene - og maden - bliver dernede denne gang.
- Jeg har virkelig brugt mange ressourcer og meget energi på at arbejde med det sådan rent psykisk. Så jeg føler mig faktisk rigtig rigtig klar, siger Morten, som inden sin audition faktisk kastede op af bar nervøsitet.
Og Morten ser klar ud, da dr.dk/talent fanger ham under prøverne til det andet liveshow i Talent 2010, han er nemlig lige blevet klippet.
- Jeg var begyndt at få lidt langt hår. Det er jo ikke meningen, at man skal kunne spise sit eget hår. Og så skulle jeg lige studses lidt. Jeg skal jo gerne være lidt lækker til i aften, siger Morten med et glimt i øjet.
Han har fået mange reaktioner efter sin audition i Folketeatret.
- Der har været et par stykker, der er kommet hen til mig og har sagt: "Hey, er det ikke dig fra Talent?" Og nu arbejder jeg jo i et fritidshjem, og børnene synes, det er fantastisk sjovt, selvom de godt nok tror, det er X Factor, men det er jo lige meget, griner Morten.
Også noget til Hellas generation
Cecilie Fleur ligner også én, der er blevet klippet siden sin audition, men hun har selvfølgelig også gjort andet for at forberede sig til sit liveshow.
- Øvning, øvning, øvning og øvning. Kort og godt, smiler hun.
Cecilies show til audition bestod af både musik og dans, og hun har selv skrevet musikken og lavet koreografien. Kostumerne har hun derimod fået lidt hjælp til.
- Jeg er ikke så god til at sy, det vil jeg gerne indrømme, men det er mine idéer. Jeg får en masse idéer, og så vil jeg meget gerne have det til at lade sig gøre, griner hun.
Jokeren og Koppel var meget imponerede over hendes show, mens Hella følte sig lidt for gammel til det. Cecilie håber, at hendes nye sang også falder i god jord hos den kvindelige tredjedel af dommerpanelet.
- Jeg vil stadig sige, at det er nutidigt, men blandet med lidt god gammeldags. Så må vi se, om hun kan lide det...
Se video med Morten og Cecilie Fleur her på siden. Oplev dem og de fem andre talenter i liveshow 2 fredag kl. 20 på DR1.