Det hemmelige medlem af Rockstar Vision Crew
Da de 12 unge dansere fra Rockstar Vision Crew stod på scenen i Talent 2010 i fredags, var der én, der fulgte deres show ekstra nøje. Det var Nicklas Milling Pedersen, bedre kendt som Nicklas the Nerd, der dansede sig til en andenplads i Talent for to år siden.
- Der var rigtig fedt! Jeg var inde at støtte mit crew, siger han, da dr.dk/talent møder ham lige efter showet i DR Byens studie 5.
Nicklas kender nemlig ikke bare Rockstar-danserne godt, han er faktisk selv med på holdet.
- Jeg har været med fra starten af. Jeg må så bare ikke være med igen i Talent, hvor jeg jo har været med før. Så jeg er her bare for at heppe, forklarer han.
Nicklas kan godt huske, hvordan han havde det, da han selv skulle optræde på direkte tv for første gang tilbage i 2008.
- Det første liveshow - der var jeg rigtig, rigtig nervøs, fordi det var live tv. Jeg var faktisk mere rolig til finalen, siger han.
"Det er nu, de bliver opdaget"
Frem til liveshowet i fredags har Nicklas prøvet ikke at blande sig for meget i resten af danseholdets forberedelser.
- Det gik rigtig godt i sin tid for mig, men det var også noget helt andet med én person i forhold til et stort crew, så jeg har ikke rigtig kunnet give dem nogen råd. Jeg har holdt mig lidt fra træningerne. Jeg har ikke rigtig villet sidde på sidelinjen, men har lovet, jeg ville komme og støtte dem.
Selvom Nicklas er skuffet over, at seerne ikke stemte Rockstar-danserne videre i konkurrencen i fredags, mener han stadig, verden ligger åben for dem.
- De har fået en chance for at komme på tv, og det gi'r dem også noget på CV'et og noget til at komme videre og lave nogle jobs, siger han.
- De er meget unge. De skal ikke tro, det går ned ad bakke nu, for det gør det bestemt ikke. De er nogle rigtig, rigtig fede dansere, som er up-coming, og nu bliver de jo opdaget.
Se videointerview med Nicklas the Nerd her på siden og hør, hvad han selv har lavet, siden han var med i Talent 2008.
Oplev Rockstar Vision Crew og Nicklas the Nerd i Copenhagen Choreographers' Competition 2010 i Folketeatret lørdag 18. september.