Bare der er et beat – så er jeg der!
Beatboxeren Patrick danser til al psykedelisk musik, mens han vælger Slipknot i 'Guitar Hero'. Cecilie sang Brandy som teenager og holder sig til trommerne i 'Guitar Hero'. Til gengæld spiller hun så meget, så hun får vabler!
Lær de to semifinalister bedre at kende, og hør dem fortælle om deres musikalske opvækst.
Nævn tre kunstnere, som har formet og inspireret dig som musiker?
Patrick: - Så bliver det tre beatboxere. Felix Zenger, fordi han har en helt speciel teknik, som ingen andre har. Han er så meget ude af rytme, så det kommer i rytme igen - det lyder sindssygt godt. Beardyman. Han fortæller jokes, imens han beatboxer, det fungerer rigtig godt. Reeps One, som er en af Englands bedste, han laver dubstep. De kan alle findes på YouTube.
Cecilie: - Så er det kunstnere fra jeg var helt lille som Michael Jackson og Madonna. Jeg bliver i øvrigt også meget inspireret af gamle film og blade.
Hvad blev der sunget foran spejlet, da du var lille?
Patrick: - Alt der kunne irritere mine storebrødre.
Cecilie: - Der blev sunget Brandy.
Hvilken sang får dig helt sikkert på dansegulvet?
Patrick: - Psykedelisk musik. Alt fra Pink Floyd til dark psychedelic trance.
Cecilie: - Bare der er et beat i det - så er jeg der.
Hvilket nummer vælger du i 'Guitar Hero'?
Patrick: - Slipknot 'Before I Forget' og 'One' med Metallica. På easy eller medium niveau.
Cecilie: - Jeg spiller helt vildt meget 'Guitar Hero' på trommer - og jeg elsker det! Jeg har spillet det så meget, så jeg har fået vabler. Så spiller jeg et eller andet rock.
Hvilken plade har du sidst købt?
Patrick: - Jeg bruger bare YouTube!
Cecilie: - Jeg har for nylig fået Rasmus Seebach, Balstyrko og White Pony, så det er lidt blandet.
Hvilken plade mangler i din pladesamling?
Patrick: - Noget med Dub FX.
Cecilie: - Mange! Jeg kan altid bruge flere - for eksempel med Stoffer og Maskinen.
Hvad synger du i badet?
Patrick: - Det ved jeg ikke.
Cecilie: - Nye idéer til sange, som jeg arbejder på. Nogle gange bliver man nødt til at skynde sig ud af badet for at skrive idéer ned eller optage dem - ellers forsvinder de igen. Det er ikke altid, man når det, så bliver de bare i badet de sange dér.
Oplev Patrick og Cecilie Fleur og fire andre talenter i Talent 2010's første semifinale fredag kl. 20 på DR1.