Kristina Ellemand
Første live show 11. september 2008 kl. 20:00
på
DR1
Kristina Ellemand underviser til dagligt i et københavnsk fitnesscenter i poledans, men synes, at denne dans mangler at få sit gennembrud i Jylland. Kristina stammer selv fra det nordjyske og understreger, at missionen for Talent 09 er at lade dansen få sin jyske anerkendelse.
Kristina så for nogle år siden et poledanseshow i Spanien og greb straks selv om stangen. Hun har nu danset i 5 år og kalder dansen for en vigtig del af sit liv. Hendes job er hendes fritid og omvendt!
Kristina stiller op til Talent 09 for at sætte spot på denne sport, som hun selv synes er så tabubelagt, at det næsten er forbudt at kunne den. Hun har ingen intention om at vinde Talent 09, men derimod synliggøre sporten i jantelovens land. Hun fortæller, at hvis hun skulle gå hen og vinde, ville det ikke ændre meget i hendes liv. Hun vil blive meget stolt over triumfen at vinde Talent 09, "men penge kan ikke ændre på passion", siger danserinden.
Kristina har en stor støtte i sin familie og venner. Dansen betyder alt for hende, og til trods for hun kender til jantelovens løftede pegefinger, har hun intet til overs for den. "Janteloven er Danmarks efternavn. Man opnår desværre ikke meget her i livet, hvis man ikke bruger sit mellemnavn i stedet engang imellem", siger hun.
Kristina ser meget frem til Talent 09's live shows og til samtidig at overraske danskerne hjemme i stuerne.